Aktiv karriere er slut
Tanja Logvin overvejer tilbud om at blive assistenttræner for ligaholdet Aalborg DH

Tanja Logvin kommer ikke til at spille som aktiv længere på håndboldbanen men overvejer et job som assistenttræner i Aalborg DH.Arkivfoto: Peter Broen Peter Broen
FREDERIKSHAVN:En lang og glorværdig periode som aktiv spiller på håndboldbanen er definitiv slut for 38-årige Tanja Logvin.
Lange køreture flere gange om ugen fra bopælen i Aalborg til Vendsyssel Håndbold og Arena Nord i Frederikshavn fik den tidligere verdensstjerne til at sige stop, men det er også hensynet til datteren Kristina, der spiller på Aalborg DH’s U18-hold, der har fået mor Tanja til at forlade Vendsyssel Håndbold og et trænerjob for FfI’s U18-pigehold.
For en måned siden droslede Tanja Logvin første gang ned ved at overlade cheftrænerposten i VH til Peter Laigaard, men forventningen om at hun derefter kunne bidrage med en masse rutine på banen som aktiv, lykkedes det ikke at indfri.
- Jeg er alene med min datter, og desuden har jeg et civilt job på Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt ved Sæby. Med træning i Frederikshavn kunne jeg ikke finde den nødvendige tid til min datter, og det ønske jeg ikke at fortsætte med, siger Logvin.
Tilbud fra Aalborg DH
Igennem flere sæsoner var Tanja Logvin den store profil i Aalborg DH, og nu vender hun måske tilbage som assistenttræner for klubbens ligahold.
- Jeg har et tilbud fra Aalborg DH, som jeg vil overveje, for jeg vil gerne igen være træner, og med bopæl i Aalborg vil det passe bedre for mig end at køre til Frederikshavn.
- Det er dog helt sikkert, at jeg også vil tage min datter Kristina med på råd om det, påpeger Tanja Logvin.
- Min tid som aktiv spiller er imidlertid slut, for det kræver alt for meget af mig igen at komme i den fornødne form, og desuden har jeg også svært ved at se, hvad jeg kan opleve yderligere som spiller, slutter Tanja Logvin.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.