Alternativt nordjysk svinekød til Færøerne

Landmand op mod færøske supermarkeder

En del af besætningen hos svineproducent Karsten Zirfelt, Farsø, ender nu på færøske middagsborde. Arkivfoto: Peter Langkilde

En del af besætningen hos svineproducent Karsten Zirfelt, Farsø, ender nu på færøske middagsborde. Arkivfoto: Peter Langkilde

Der findes ingen svineproducenter på Færøerne. Ergo har de heller ingen gårdbutikker eller stalddørssalg. Når de vil sætte tænderne i en svinekotelet, er supermarkedets køledisk med importvarer eneste mulighed. Indtil for ganske nylig, altså. For nu har de fået et alternativ. Svineproducenterne Karsten og Irene Zirfelt fra Farsø har fundet sammen med en færøsk forhandler og er begyndt at eksportere svinekød til Færøerne. - Indtil videre sender vi en palle med et ton færdigt udskårne varer af sted en gang om måneden, fortæller Karsten Zirfelt. Eksporteventyret kan lade sig gøre, fordi parret i forvejen driver kødgrossistvirksomheden Halv-Gris.dk. Den leverer alt fra halve grise til mindre udskæringer, pølser og pålæg. Kødet kommer fra parrets egen besætning, der er fodret op på særkost: Hø i stedet for halm, samt ensileret, hjemmeproduceret foder. Meningen er at minimere besætningens behov for medicin, og det er lykkedes over al forventning. Besætningen har desuden mere plads end gennemsnittet for danske svin. Når smågrise hentes til gården, er det fra nærområdet, så transporttiden bliver kort. Transporten foregår i virksomhedens egne lastbiler, hvor smågrisene kun står i et lag. På samme måde, når svinene skal ud på deres sidste køretur til det lille Ravnkilde Slagteri. Herfra transporteres kødet igen af virksomheden selv til det opskæringsslagteri, ægteparret netop har etableret i Vildsted bag Vildsted Kro. - Så færingerne får en god kvalitet, pointerer Karsten Zirfelt. Fra 2010 til 2011 har Halv-Gris.dk tredoblet omsætningen. - Det forventer vi at gøre igen i år, så vi når op på at sælge 1500 dyr. Vi vil videreudvikle vores koncept og måske begynde at eksportere til Norge også, beretter den nordjyske svineproducent.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden