Alvoren trænger sig på for Frederikshavn FI
De nordjyske håndboldherrer tabte søndag til HEI Skæring.
Opdateret kl. 22:03
HÅNDBOLD: Det var en tæt kamp langt hen ad vejen, men Frederikshavns håndboldherrer manglede den afgørende skarphed i søndagens 1. divisionsopgør mod HEI Skæring, der tog en hjemmesejr på 31-25.
- Vi følger godt med dem til halvt inde i anden halvleg, men omvendt må vi også erkende, at vi ikke kendte vores besøgelsestid, lyder det fra cheftræner Morten Holmen.
- Vi lader dem vinde to undertalssituationer, og det er der simpelthen ikke råd til på det her niveau.
Frederikshavn er fanget i bunden af 1. division, og med kun tre kampe tilbage begynder det at spidse til.
- Vi må hjem i træningslokalerne og se, om vi kan finde skarpheden frem, og så må vi smide hæmningerne i de næste kampe, for vi skal have nogle point nu, siger Morten Holmen, der dog stadig er ganske fortrøstningsfuld i forhold til overlevelsesmulighederne.
- Vi er bedre indbyrdes end flere af holdene lige omkring os, og kan vi lige skaffe et par point her i de sidste kampe, så skulle vi gerne ryge i playoff om nedrykningen, og så har i det mindste skæbnen i vores egne hænder.