Tværtimod indkasserede Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen en lussing fra vælgerne ved folketingsvalget i 1987, hvor de for første gang stod i spidsen for Venstre som henholdsvis formand og næstformand.

I starten var der heller ikke mange, der kunne mærke musikken i samspillet mellem den flamboyante Ellemann, der helst beskæftigede sig med de store linjer i udenrigspolitikken, og den mere tilknappede Fogh, der først og sidst var optaget af indenrigspolitik.

Men til sammen blev de – med hjælp fra Danmarks på det tidspunkt dygtigste partisekretær, Claus Hjort Frederiksen – en ledelsesduo, der formåede at bane vej for et kæmpe comeback for Venstre.

I forening gjorde de partiet relevant for nye brede vælgergrupper, og med dem i spidsen begyndte Venstres moderne epoke som Danmarks største og vigtigste borgerlige folkeparti.

De var ikke personlige venner, og forskellene i temperament var til at få øje. Men i det daglige arbejde var de loyale, og de vidste, at de supplerede hinanden perfekt. Til sammen kom de gradvist til at udgøre et lederskab, som man så på med misundelse i de øvrige partier, og som Venstre reelt har savnet lige siden.

Bevares, der var ikke den store slinger i valsen mellem Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen, men deres samarbejde kom aldrig til at måle sig med parløbet mellem Ellemann og Fogh. Senere gik det helt galt mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen. Her blev loyalitet afløst af illoyalitet og intriger – fra begge sider. Og kavalkaden over vaklende formandskaber kulminerede til sidst i opgøret mellem Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg, der endte med at forlade både partiet og en vingeskudt V-formand.

Med Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose tegner alt til, at Venstre omsider har fået en formandsduo, hvor tilliden og loyaliteten er i top, hvor informationerne flyder frit, og hvor de to i front både supplerer hinanden og deler en stålfast ambition om at ville genrejse Venstre. I fællesskab.

De to blandede blod under Jakob Ellemann-Jensens lange sygeorlov fra Folketinget. Her blev Troels Lund Poulsen så presset af arbejdet som både økonominister, vikarierende forsvarsminister og midlertidig partileder, at han måtte kalde på hjælp, og Stephanie Lose trådte derpå til for at passe Økonomiministeriet.

Allerede på det tidspunkt noterede erfarne folk i Venstres folketingsgruppe, at Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose lynhurtigt fandt sammen i et tæt samspil, og at ledelsen af partiet blev håndteret med en ny sikkerhed og professionalisme.

Med Jakob Ellemann-Jensens definitive afsked med politik i slutningen af oktober sidste år, blev Stephanie Lose igen bedt om at vende tilbage til regeringsholdet og Venstre på Christiansborg.

Og siden har ingen set sig tilbage.

Troels Lund Poulsen stoler på sin nye næstkommanderendes loyalitet og kompetencer. Det er ikke kun, fordi han selv har et af Slotsholmens mest arbejdskrævende job i rollen som forsvarsminister, at han uddelegerer så store opgaver til Stephanie Lose. Det er først og sidst, fordi han har tillid til hende, og fordi han ved, hvad hun kan. Hvilket igen giver mindelser om tiden med Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen. Dengang overlod Ellemann ekstremt vigtige opgaver til sin næstformand og kronprins.

Ser vi på Stephanie Loses entré i landspolitikken, har den været så overbevisende, at de fleste har glemt, hvor mange andre der har fejlet i overgangen fra lokal og regional politik til Christiansborg.

Lose har på rekordtid etableret sig som en tung spiller i regeringen. Hun var med til at forhandle skattereform og finanslov, ligesom hun var central i forhandlingerne om kandidatreformen. I den kommende tid spiller hun en nøglerolle i Grøn Trepart, hvor regeringen ønsker at komme i mål med klimaambitionerne og den grønne omstilling, samtidig med at et konkurrencedygtigt fødevareerhverv med arbejdspladser står intakt tilbage.

Navnlig den sidste opgave siger alt om den rolle, som Stephanie Lose har fået. For spørgsmålet om grøn omstilling og CO2-afgifter på landbruget er en sag, der i værste fald for Venstre kan føre til eksplosiv uro i baglandet.

Oven i alt dette er hun en drivkraft for Venstres ministerhold og et vigtigt bindeled mellem ministerholdet og folketingsgruppen.

I tæt samspil med Troels Lund Poulsen er hun også i gang med at definere et politisk projekt for Venstre, der på flere felter minder om den recept, som Anders Fogh Rasmussen fulgte, da han gjorde Venstre til landets ubetinget største borgerlige parti i nullerne. Her kommer velfærdspolitik bl.a. til at spille en større rolle.

Også vælgerne har taget godt imod hende. I flere målinger ligger hun i toppen blandt de mest populære ministre, og hun er blevet kendt blandt danskerne – hvilket man ikke kan sige om alle V-ministre.

Set herfra er der fortsat rum til forbedring, når det gælder synlighed. Det handler både om at fylde mere i mediebilledet, sætte dagsordener og få skabt en klar fortælling om, hvad Venstre vil.

Inspirationen kan Lose og Poulsen finde hos Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen.

I deres tid gik sloganet ”Venstre ved du, hvor du har” i den grad hjem hos vælgerne.

Opgaven for den nye duo bliver at levere den samme form for sikkerhed, som mange borgerlige vælgere længe har savnet hos Venstre.