Analyse: Uro på yderfløjene får SVM-toppen til at rykke sammen

Det emmede af hygge og harmoni, da Alternativet forleden publicerede et billede på Facebook, hvor alle kvinderne fra folketingsgruppen var samlet og smilede varmt ud til verden.

”Danmarkshistoriens første kvindelige folketingsgruppe” - lød overskriften.

Det var dog ikke alle, der dvælede ved det historiske.

Ligestillingsminister Marie Bjerre gjorde kort proces og mente, at Alternativet havde sat gang i en dobbelt upassende fejring.

For det første bør det aldrig være et mål i sig selv at være 100 procent kvinder, skrev ministeren, der fastslog, at køn hverken bør diskvalificere eller kvalificere.

Dernæst hæftede hun sig ved, at en af kvinderne, Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen, kun var med på fotoet fordi hun skal være suppleant for Alternativets stressramte og sygemeldte folketingsmedlem Torsten Gejl.

Trods afklapsningen manglede ministerens dom over Alternativet endnu en vigtig dimension.

For som de seneste dage har vist, lyver billedet.

I virkelighedens verden er stemningen i folketingsgruppen ingenlunde af harmonisk. Tværtimod er gruppen blevet rammen om et hårdt indre opgør, der i yderste konsekvens kan føre til, at folketingsmedlem Theresa Scavenius snart kan være fortid i partiet.

Partiets hovedbestyrelse forsøger godt nok at skabe en form for mægling i håb om at finde en løsning, men ikke mange tror på, at det kan lade sig gøre. Dertil er konflikten mellem Theresa Scavenius og resten af gruppen blevet for stor, og den politiske uenighed er efterhånden også blevet personlig.

Hvad handler konflikten om? I sin essens drejer den sig om, hvor vidt Alternativet skal markere protesten eller søge indflydelsen, og det dilemma kan groft sagt opsummeres i to spørgsmål:

Skal Alternativet forfølge en pågående, kompromisløs og aktivistisk stil, hvor man gerne tager de hårde kampe med de øvrige partier, herunder sine nærmeste allierede i Enhedslisten og SF, for at vise, at de andre aldrig går langt nok i f.eks. miljø- og klimapolitikken?

Eller skal Alternativet være villigt til at gå på kompromis med idealerne, når der opstår mulighed for at sidde med omkring forhandlingsbordet og få sat aftryk på de politiske aftaler, der indgås på Borgen?

Partiets leder Franciska Rosenkilde, der sammen med Torsten Gejl har en stor del af æren for, at Alternativet mirakuløst overlevede sidste valg, ønsker indflydelsen. Hun støttes af folketingsgruppen. Bortset fra Theresa Scavenius.

I rollen som folkevalgt har Theresa Scavenius på rekordtid oparbejdet et ry som en politiker, der kommer i klammeri med sine omgivelser. Hun har angrebet modstandere fra andre partier på en måde, så de klart har sagt fra, mens hun selv har ment, at hun er blevet udsat for voksenmobning.

Det nye er, at hun nu også er kommet så meget på kant med sine egne partifæller, at kollegerne i folketingsgruppen helst ser hende ekskluderet.

Skåret ind til benet mener de, at hun er illoyal, og at hun modarbejder partiet.

I sidste ende skal partiets hovedbestyrelse afgøre, om en eksklusion skal iværksættes. Indtil det bliver afklaret, befinder Alternativet sig i et vakuum, hvor der nok engang er mere fokus på pinagtige interne forhold end partiets politik. Det siger sig selv, at det er skadeligt, og at det vil teste partiets i forvejen hårdt prøvede vælgere.

Storpolitisk er det mest interessante, at uroen om Theresa Scavenius udelukkende vil bekræfte Mette Frederiksen i, at hun så rigtigt, da hun banede vej for en regering over midten.

Resultatet fra valget den 1. november sidste år resulterede ganske vist i et rødt flertal. Men det var så spinkelt, at Mette Frederiksen ville have været dybt afhængig af en politiker som netop Theresa Scavenius.

Dette var mildt sagt ikke et scenarie, som S-formanden følte sig tryg ved. Set med Frederiksens øjne var Scavenius stort den sidste, hun ønskede at have siddende på det afgørende 90. mandat.

Derfor er balladen i Alternativet i disse dage med til at galvanisere S-toppens tro på, at det var klogt at danne SVM-regeringen, selv om den folkelige støtte til projektet hidtil har været begrænset.

Hvis den overbevisning skal ændres, kræver det, at Alternativet fremover bliver forlenet med en helt anden stabilitet og driftssikkerhed.

Det er imidlertid ikke alene den manglende tillid til Alternativet, der gør, at S-toppen fortsat føler sig sikker på, at det var rigtigt at gå efter regeringsmagten i den historiske konstellation med Venstre og Moderaterne.

Som bekendt blev udskrivelsen af valget for et år siden fremtvunget af de Radikale med den nu forhenværende Sofie Carsten Nielsen i spidsen. Og selv om Martin Lidegaard som ny radikal leder har fastslået, at partiet under hans ledelse ikke skal slå om sig med ultimative krav, kan S-toppens tillid til radikale politikere som f.eks. Zenia Stampe ligge på et lille sted.

Det ironiske er, at Mette Frederiksen ikke er ene om at føle sig bekræftet i, at hun valgte rigtigt.

Når udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen ser mod deres gamle lejr, blå blok, sidder de med samme følelse. De tror ikke, at der kan bygges et solidt fundament på kredsen af borgerlige partier. Og med meldingen om, at højrefløjen udvides med det nye parti, Frit Fællesskab, stiftet af Henriette Ergemann fra Nye Borgerlige, føler de sig kun bekræftet i deres analyse.

Uroen på fløjene får kun SVM-trioen til at rykke tættere sammen i bussen.

Alternativet er – helt bogstaveligt – værre.

Politik abon

Nytteløs demonstration: Der kommer ikke flere penge

---