Kommentar: Ubesvarede spørgsmål om træpillefabrik tårner sig op

Der er brug for konkret handling, før tilliden til Pinderup Træpiller og ejer Anders Pinderup for alvor kan vende tilbage

Prisen på træpiller er løbet løbsk dette efterår. Nu er spørgsmålet, om et firma i Agersted prøver at udnytte panikken. Arkivfoto: Per Farsund/Bolius

Prisen på træpiller er løbet løbsk dette efterår. Nu er spørgsmålet, om et firma i Agersted prøver at udnytte panikken. Arkivfoto: Per Farsund/Bolius

Kommentar: Hvis en historie lyder for god til at være sand, så er den det nok, lyder et mundheld. Og at netop dét viser sig at være tilfældet, er nu frygten hos de mennesker, der har lagt en ordre hos Pinderup Træpiller.

Nyheden om nordjysk producerede træpiller til uhørt lav pris spredte sig i denne uge på først Facebook og siden i en artikel om virksomheden hos Nordjyske.

Anders Pinderup fortalte, at han havde overtaget en bygning i Agersted ved Dronninglund, hvor han vil producere og sælge træpiller til en markant lavere pris end konkurrenterne. På et tidspunkt, hvor prisen på netop træpiller er mangedoblet.

Allerede dagen efter, at vi her på Nordjyske havde bragt historien, begyndte spørgsmålene dog at melde sig: Er det muligt for Anders Pinderups virksomhed på så kort tid at få en produktion af træpiller på benene? Er ejerforholdene for den adresse, hvor produktionen skal foregå, på plads? Hvad med finansieringen af en fabrik, der skal kunne producere så mange tons træpiller? Og hvad med tilladelserne til at producere?

Alt sammen indvendinger, som man normalt vil tage for givet, at en virksomhed har en plan for, før man begynder at sætte et produkt til salg. Men den billige salgspris på træpillerne, som i de seneste måneder har oplevet en historisk stigning, har givet ilt til bekymringerne.

På redaktionen gik vi med det samme i gang med at researche og indsamle svar. Blandt andet fra andre i trævarebranchen, som stiller sig tvivlende over for, om Pinderup Træpiller vitterligt kan levere de første træpiller fra fabrikken i Agersted i løbet af 30 til 60 dage.

Dén tvivl skulle vi, set i bakspejlet, have haft med i den første artikel om Pinderup Træpiller. Der er spørgsmål, vi skulle have stillet, og påstande, som vi skulle have efterprøvet.

Ejer Anders Pinderup fastholder fortsat, at både ham og planen for hans kommende træpillefabrik er reel, og at den øvrige branches kritik skyldes, at han kan gøre det billigere end dem. Vi håber selvfølgelig fortsat, at det viser sig, at Pinderup Træpiller kan levere det produkt, de har solgt.

Men ligesom resten af Nordjylland har vi brug for at se noget konkret handling fra Anders Pinderup, før vi er overbevist. Lige nu er der alt, alt for mange faresignaler, der peger i en anden retning, desværre.

Helt sikkert er det, at vi bliver ved med at grave i historien.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden