Ministre på vippen: Hvem skal repræsentere Nordjylland efter valget?
ANALYSE: Fødevareminister Rasmus Prehns såkaldte hjerneprutter kan koste ham genvalg

Statsminister Mette Frederiksen (S) blev ved sidste valg den absolutte stemmetopscorer i Nordjylland, og det bliver hun nok igen. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
NORDJYLLAND:Snart er der valg, og her skal Nordjylland vælge 19 folketingsmedlemmer. Nogle af dem bliver nye, andre politiske veteraner, der har været med i mange år. Men præcis hvem, der vælges, afgøres først på valgdagen - men her er en oversigt over, hvordan valget tegner sig.
Socialdemokratiet: Spidskandidaten er alle på fornavn med. Sidste gang fik hun landets højeste personlige stemmetal - 43.489 - og selvom den seneste tid ikke ligefrem har været let for Mette Frederiksen, så bliver hun også ved det kommende valg den absolutte topscorer i Nordjylland. I Socialdemokratiet står Mette Frederiksen stærkt, og i Nordjylland står Socialdemokratiet stærkt. Men partiet får næppe igen syv nordjyske mandater og heller ikke de 33,9 procent af stemmerne, de fik ved sidste valg, og den ventede tilbagegang kan komme til at koste en eller to velkendte politikere folketingspladsen.
Skulle der sættes odds på vil der ikke være meget at tjene på at spille på at Bjarne Laustsen bliver genvalgt. Ved sidste valg fik han 11.997 personlige stemmer, og blev nummer to blandt de nordjyske kandidater. Med Marianne Jelveds farvel til Folketinget bliver Bjarne Laustsen den politiker, der gennem længst tid har repræsenteret Nordjylland på Christiansborg.
Blandt ministrene er det Simon Kollerup, der kan være mest sikker på genvalg - ikke kun fordi, han alt i alt har leveret en fin indsats som erhvervsminister, men også fordi, han står umådeligt stærkt i Thisted-kredsen. Også udviklingsminister Flemming Møller Mortensen er et sikkert bud, mens to andre ministre - fødevareminister Rasmus Prehn og kulturminister Ane Halsboe Jørgensen - kan trække sorteper, hvis S går to mandater tilbage. Især Prehn har haft et dårligt 2022 - hans såkaldte hjerneprutter om hvem, han egentlig havde bespist på ministeriets regning, kan sagtens komme til at koste.
Orla Hav siger farvel til politik ved valget, og hans afløser, Morten Klessen, skal føre en virkelig god valgkamp for at blive et af partiets folketingsmedlemmer.

Marie Bjerre får formentlig stemmer nok til endnu en periode i Folketinget. Foto: Nicolas Cho Meier
Venstre: Fik et rigtig godt valg sidste gang, og det kan de ikke gentage. Ved valget i 2019 blev Preben Bang Henriksen topscorer hos V, og det bliver han også denne gang. Nummer to på listen var Karsten Lauritzen, men han har siden sagt farvel til politik. Ny nummer to kan sagtens blive Marie Bjerre, der havde et godt valg i 2019, og siden er hendes stjerne internt i partiet kun steget. Også Torsten Schack Pedersen står til et sikkert genvalg.
I dag har Venstre fem nordjyske folketingsmedlemmer, men som målingerne står, mister partiet et eller to af dem, og det kan koste pladsen for Anne Honoré Østergaard og/eller Maja Torp, der kom ind som Lauritzens afløser.
SF: Lisbeth Bech Poulsen holdt SF Nordjylland repræsenteret på Christiansborg, men hun har siden skiftet valgkreds og stiller nu op i hovedstaden. Forventeligt får SF et nordjysk mandat ved valget, og Therese Berg Andersen, der er byrådsmedlem i Vesthimmerland, er favorit til at sikre sig det.
Radikale: Siden valget i december 1990 har Marianne Jelved repræsenteret Hjørring-kredsen på Christiansborg, men nu har hun sagt stop. Ny radikal spidskandidat er Christian Friis Bach, og holder både meningsmålinger og tradition, bliver han valgt.
Konservative: Har i det seneste år stået til en markant fremgang i forhold til seneste valg. Det nuværende folketingsmedlem, Per Larsen, bliver genvalgt og kan få følgeskab af endnu en nordjysk kandidat. Det kunne blive tidligere minister Jacob Axel Nielsen.

Inger Støjberg stiller måske op i Nordjyllands Storkreds. Foto: Bente Poder
Danmarksdemokraterne: Valgets helt store joker. Indtil nu har partiet kun to kandidater i det ganske land - partistifteren er den ene, Peter Skaarup den anden. Støjberg har ikke fortalt, hvor hun stiller op - kun at det bliver i Jylland. Nordjyllands Storkreds er ikke noget dårligt bud - her bor hun, og her vil hun givet stå stærkt. Stiller Støjberg op her, vil partiet formentlig hente mindst to mandater - stiller hun op et andet sted i Jylland, vil det gå knapt så godt. Hvem de øvrige kandidater bliver, ved ingen udenfor partihovedkvarteret i Hadsund, men en eller anden fortid i Dansk Folkeparti vil de nok have.
Dansk Folkeparti: Den kaotiske tid i partiet synes næsten ovre - over sommeren har der i det mindste hverken været markante udmeldelser eller politianmeldelser - men det har ikke hjulpet det store i meningsmålingerne. Partiet risikerer at ryge under spærregrænsen, og i Nordjylland kommer de ikke i nærheden af de 9,5 procent af stemmerne, de fik ved sidste valg. Tre-fire procent vil være et godt valg for DF, men stiller Inger Støjberg op i Nordjylland, bliver DF udraderet.
Ved sidste valg blev Bent Bøgsted og Lise Bech valgt ind, men begge har nu forladt partiet og er løsgængere. Partiet har kun fire kandidater i Nordjylland - Nana Haring , Carsten Ullman Andersen, Morten Marinus og Christian Langballe. De to sidstnævnte har tidligere været i Folketinget, men kommer det næppe igen.
Enhedslisten: De seneste tre år har Peder Hvelplund været en ganske markant repræsentant for partiet, og hvis partiet får et valg, som de plejer i Nordjylland, bliver han det nok igen.
Nye Borgerlige: Sidste gang fik de to procent af de nordjyske stemmer, og det bliver højest lidt bedre denne gang. Indtil Støjberg vendte tilbage til politik, stod de til en pæn fremgang, men mange af de frafaldne DF-vælgere vil givet foretrække Danmarksdemokraterne fremfor Nye Borgerlige, der har en økonomisk politik, der er fjernt fra DF.
Spidskandidaten er Kim Edberg Andersen, der tidligere sad i byrådet i Rebild for Dansk Folkeparti. Sandsynligheden for, at han bliver valgt ind, er ikke overvældende stor - det vil kræve, at NB mere end fordobler antallet af stemmer.
Liberal Alliance: Spidskandidat er Sólbjørg Jakobsen, og hun og partiet får det svært. Ved de seneste valg har Liberal Alliance ikke fået et mandat i Nordjylland.
Moderaterne: Skal de på Christiansborg, skal stemmerne komme fra andre landsdele. I Nordjylland vil det være en sejr at komme over spærregrænsen.
Alternativet: Ved sidste valg fik Alternativet det sidste nordjyske mandat. Det gør de ikke denne gang, og det kan godt blive sidste gang, at partiet stiller op til folketingsvalg.
Frie Grønne: Suzanne Zimmer blev valgt for Alternativet i Nordjylland, men skiftede siden til Frie Grønne. Hun stiller op igen, men kommer ikke ind.
Kristendemokraterne: Formanden har skiftet parti, deres eneste folketingsmedlem stopper i politik og valget bliver ikke nogen fornøjelig affære for det hæderkronede parti.
Grøn Alliance: Veganerpartiet og De Grønne er gået sammen i en alliance, men det hjælper dem ikke til at få fodfæste i nordjysk politik.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.