Anfører tilbage på banen
Rasmus Würtz melder sig klar til lørdagens testkamp
FODBOLD: Han blev i Danmark, da holdkammeraterne tirsdag drog til Göteborg og slog Häcken, for i sæsonens første træningskamp med AaB, der blev spillet lørdag, udgik Rasmus Würtz med en baglårsskade.
Skaden holdt ham fra at træne med holdkammeraterne de næste par dage, men det ændrede sig fredag.
Her trænede AaB-anføreren fuldt med. Derfor er han nu klar til at spille, når AaB i dag, lørdag, spiller sæsonens tredje testkamp.
- Det går fint. Pausen var som forventet. Det er klart, jeg hellere vil sidde ude fire dage, end jeg vil være ude tre uger, som jeg var i foråret, for så bliver man sat lidt tilbage. Lige nu føler jeg mig ikke sat voldsomt meget tilbage. Jeg har cyklet og kunnet løbe, så jeg er, hvor jeg skal være, siger Rasmus Würtz.
Han glæder sig over, at de første træningsuger har øget nordjydernes kondition. Lørdag spiller AaB så den tredje træningskamp inden for syv døgn. Lørdag venter Vendsyssel FF.
- Vi skal først og fremmest fokusere på os selv. Vi skal holde et højt tempo, og så forventer jeg selvfølgelig, at vi dominerer i kampen. Vi vil gerne vinde igen, som vi gjorde mod Häcken. Selvom det er træningskampe, giver sejre selvtillid, siger Rasmus Würtz.