Anklage: Total bruger kemikalier ulovligt
Fransk selskab bryder reglerne, og det får konsekvenser, siger vred udvalgsformand
Opdateret 06. maj 2015 kl. 10:46
DYBVAD: Balladen om skifergasboringen ved Dybvad tog tirsdag en ny dramatisk vending og gav modstanderne ny ammunition.
Det franske selskab Total har anvendt kemikaliet NullFoam ved prøveboringen efter skifergas ved Dybvad.
Det er ulovligt, da det ikke er omfattet af VVM-redegørelsen, og Energistyrelsen har derfor bedt Total stoppe boringer, inden de når til de grundvandsførende lag.
- Tillidsbrud
Formanden for plan- og miljøudvalget i Frederikshavn Kommune, Anders Brandt Sørensen (S), er dybt skuffet over oplysningen.
- Det er et tillidsbrud. De overholder ikke vores aftale, som er beskrevet i VVM-redegørelsen. Det gør mig meget vred, at Total overtræder spillereglerne, og det betyder, at vi fremover vil være langt mere agtpågivende over for Total. Når ikke vi kan stole på dem, må vi behandle dem derefter, siger Anders Brandt Sørensen til NORDJYSKE.
Teknisk direktør i kommunen, Christian Roslev, meddelte tirsdag Total, at Frederikshavn Kommune ikke kan tolerere, at selskabet overtræder reglerne og straks må ophøre med at bruge det omtalte kemikalie.
Total: Ikke ulovligt
Henrik Nicolaisen, Senior Coordinator i Danmark for Total, mener ikke, at firmaet har foretaget sig noget ulovligt.
- De har ikke fortalt mig, at de finder vores handlinger ulovlige. Kemikaliet i sig selv er ikke ulovligt. Det bruges i alle boringer i Danmark, fordi det virker skumdæmpende. Vi havde bare ikke planlagt at bruge det, og derfor havde vi ikke skrevet det ind i VVM-redegørelsen, siger Henrik Nicolaisen.
Henrik Nicolaisen oplyser, at Total er i tæt dialog med Frederikshavn Kommune, og at han ikke forestiller sig, at der kommer et efterspil, som vil få indflydelse på parternes samarbejde.
- De ville gerne have haft det beskrevet i VVM’en, og nu har vi så forklaret dem, hvorfor vi ikke havde gjort det. Er der yderligere problematikker, må vi få det udredt med det samme.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.