Anklager afviser bagmands forklaring
Går efter skærpede straffe til norske smuglere
AALBÆK/VIBORG: Efter mere end et års tavshed har den norske formodede bagmand bag den fatale smugleraktion på Aalbæk Havn 6. januar 2013 valgt at fortælle sin udlægning af sagen.
Men hans forklaring afviste anklager Mette Bendix som utroværdig, da hun torsdag havde sin procedure i ankesagen i Vestre Landsret i Viborg.
Den 39-årige bagmand TB blev sammen med tre andre nordmænd i byretten i Hjørring i februar idømt hver tre og et halvt års fængsel for forsøg på smugling af 250 kilo hash fra Aalbæk Havn, hvor en nordmand under politiets aktion åbnede ild og sårede en PET-agent og selv blev dræbt.
Skærpende omstændigheder
I proceduren om strafudmålingen pegede senioranklager Klaus Meinby Lund netop på skyderiet som en skærpende omstændighed, ligesom der var tale om en nøje planlagt og organiseret kriminel handling med en omfattende mængde narko, der skulle smugles over landegrænser.
Derfor forlangte anklagemyndigheden fængsel af de fire nordmænd i ikke under fire år og måske en højere straf til TB for at have en koordinerende rolle.
TBs forsvarer, Mette Grith Stage, har i landsretten ført flere vidner, der gav TB et alibi for, at han var i Norge, da smuglerforsøget fandt sted, men i proceduren stillede Mette Bendix spørgsmål ved, hvorfor TB havde været tavs indtil landsretssagen.
- Han kunne have givet sin forklaring, da han blev anholdt, varetægtsfængslet eller dømt i byretten, men han vælger først at gøre det i landsretten, sagde hun om forløbet fra anholdelsen af TB i juni 2013 til nu.
- Han har ellers alle grunde til at give forklaring. Hans kone var gravid, da han blev anholdt, og han har nu en datter, han kun har set under besøg i fængslet, sagde Mette Bendix og stillede samme spørgsmål til vidnernes troværdighed, fordi de først kommer frem nu.
Retssagen fortsætter fredag med forsvarets procedure.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.