Anklager går efter 14 års fængsel og forvaringsdom

Anklager vil have hårdt straffe til fire mænd, der er fundet skyldig i drab i Skagen. Forsvarerne mener derimod, at straffen skal i den lave ende

Jesper Ramsing
Arkivfoto: Jan Pedersen
Drab 15. januar 2018 11:32 - Opdateret 15. januar 2018 12:54

SKAGEN: Et særdels groft drab, der skal straffes hårdt. Det mener anklager Peter Rask i sagen mod fire mænd, der er kendt skyldige i et brutalt drab på en 20-årig mand i Skagen 16. januar sidste år.

Forsvarsadvokaterne mener derimod, at der skal ses med milde øjne på de tiltalte.

Anklageren går efter 14 års fængsel til tre af mændene og en forvaringsdom til den fjerde - en 42 årig mand, der er erklæret farlige for andres liv af retslægerådet.

De fire mænd blev kendt skyldige i drab i sidste uge af et enigt nævningeting ved Retten i Hjørring. I dag bliver straffen så udmålt, når der afsiges dom.

Uafklaret hvem der dræbte

I sin strafprocedure sagde anklageren, at der er så skærpende omstændigheder i drabssagen, at de tre tiltalte - på henholdsvis 20, 28, 29 år - skal have en strengere straf end de 12 år, som er udgangspunktet for drab.

Peter Rask fremhævede, at de tiltalte havde aftalt, at den dræbte skulle afstraffes, og at de af to omgange udøvede brutal vold mod ham.

Den 20-årige dræbte blev blandt andet slået i hovedet med en krydsnøgle, et baseballbat og håndvægte og blev desuden stukket i ryggen med knive og en saks.

Motivet til drabet var angiveligt, at den dræbte nogle uger forinden havde givet den 20-årige tiltalte ketamin, som den 20-årige var blevet midlertidig lam i benene af.

Efter forklaringerne og bevisførelsen i retten er det dog stadig uvist, hvad der præcis skete i den 20-åriges lejlighed. De fire tiltalte har nemlig vidt forskellige forklaringer på hændelsesforløbet og de skyder skylden på hinanden.

Da Retten i Hjørring i sidste uge fandt de fire mænd skyldige i at have begået drabet i forening, anså retten det samtidig for uafklaret, hvem af de fire anklagede der tildelte den afdøde de afgørende slag, som forårsagede den 20-åriges død.

Forsvarer: Formildende omstændigheder

Mens anklageren argumenterede for en høj straf, så var forsvarerne for de tiltalte dog af en anden opfattelse.

Den 20-åriges forsvarer, Søren Beckermann, mente, at straffen for hans klient skulle ligge et godt stykke under 10 års fængsel.

- Jeg mener, der er flere formildende omstændigheder. Blandt andet hans unge alder - han var lige fyldt 19 år på gerningstidspunktet - og min klient er ikke tidligere straffet. Samtidig er der ikke ført bevis for andet, end at min klient blot har været til stedet i lejligheden. Og jeg mener, der er væsentlig forskel på, om man har gået forrest eller blot været til stedet, sagde forsvarsadvokaten i retten.

Den 28-åriges forsvarer, Pia Nøddebo, og forsvarer for den 29-årige, Aksel Groth, procederede begge for straffe omkring 10 års fængsel for deres klienter.

Begge mente også, at der var formildende omstændigheder, og fremhævede blandt andet, at de ikke havde haft hensigt til at slå ihjel, men blot til grov vold, der efterfølgende udviklede sig.

Den 42-årige havde derimod bedt sin forsvarer om ikke at protestere imod anklagerens påstand om forvaring.

Der bliver afsagt dom klokken 12.30.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...