Anklager: Iskoldt og nærmest bestialsk drab

16-årig pige og 29-årig mand får i dag deres straffe for drabet på pigens mor

Foto Lars Pauli <i>Lars Pauli</i>

Foto Lars Pauli Lars Pauli

KVISSEL:I dag falder der dom i den såkaldte Kvissel-sag, hvor en 16-årig pige sidste uge blev kendt skyldig i knivdrabet på sin mor i forening med en 29-årig mand.

Det var et enigt nævningeting, der fandt dem skyldige i straffelovens paragraf 237 - manddrab - der har en strafferamme på mellem fem års fængsel og livstid.

Anklagemyndigheden går efter 14 års fængsel til den 29-årige mand og 9-10 års fængsel til den 16-årige pige for mordet på pigens 40-årige mor.

- Drabet er udført koldblodigt, iskoldt og nærmest bestialsk. Der er ingen tvivl om, at der mange skærpende omstændigheder, sagde anklager Karina Skou i sin procedure.

Udgangspunktet for manddrab er 12 års fængsel - og for personer under 18 år har retspraksis været, at der højest gives otte års fængsel.

En lovændring i 2010 giver dog mulighed for at straffe personer under 18 år med helt op til 16 års fængsel, og anklageren mener, at der i denne sag er så mange skærpende omstændigheder, at den 16-årige skal dømmes hårdere end de otte år.

- Det kan være svært ikke at få ondt af hende (den 16-årige), når hun sidder her i retten og græder. Men der er altså andre, vi skal have ondt af. Af de to søskende, der nu må leve uden deres mor - af manden, der har mistet sin hustru. Og så skal vi selvfølgelig også have ondt af den dræbte, der kun fik lov at blive 40 år, sagde anklageren.

Udover straffen på 14 års fængsel, nedlægger anklagemyndigheden også påstand om udvisning til den 29-årige mand, der er iransk statsborger, men har boet næsten hele sit liv i Irak.

Egnet til fængsel

Retslægerådet har erklæret de tiltalte egnet til almindelig fængselsstraf.

I Retten i Hjørring kom det mandag formiddag frem, at hverken den 16-årige eller den 29-årige var sindssyge i gerningsøjeblikket, ligesom ingen af dem var under påvirkning af hverken alkohol eller stoffer.

Den 16-årige er, ifølge Retslægerådet, umoden - men normalbegavet. Mentalundersøgelsen har også vist, at den 16-årige har psykiske problemer, og har blandt andet vanskeligheder med at leve sig ind i egne og andres følelser.

Den 29-årige mand er ifølge mentalerklæringen stærkt påvirket af en opvækst i en flygtningelejr i Irak. Han lider af posttraumatisk stress, efter at have været vidne til krigshandlinger.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.