Aalborg

Anmeldelse: En aften i mindelunden

Gnags tog os med på en dejlig rejse gennem en 40 år lang karriere

Peter A.G. Nielsen med Gnags på Nibe Festival 2015. Foto: Nicolas Cho Meier
Peter A.G. Nielsen med Gnags på Nibe Festival 2015. Foto: Nicolas Cho Meier Nicolas Cho Meier - NORDJYSKE Medier

Opdateret 23. maj 2022 kl. 10:50

KONCERT: Gnags

NIBE: Skalskoven i Nibe blev for en aften omdøbt til Mindelunden, da go’e gamle Gnags kom forbi på deres Flashback-turné.

”Soundtracket til vores liv”, som konferencier Frank Megabody så rammende beskrev Gnags’ betydning for en hel generation af danskere, og det var da også os i 40’erne og 50’erne, der dominerede den pænt fyldte hesteplads midt i skoven.

Den gode nostalgi

Nostalgi kan både være patetisk og livsbekræftende. Denne aften var mest det sidste. Blandt andet fordi Gnags har holdt så lang en pause, at vi er kommet til at savne dem. Og ikke mindst takket være Peter A.G. Nielsens overdådige sceneoptræden og udstråling. Ingen kunne være i tvivl om, at han nød at være tilbage sammen med Gnags efter alle de år, og så pyt med, at det i realiteten kun er ham og den genopstandne guitarist Per Chr. Frost, der er med fra det Gnags, vi rigtigt gamle lærte at kende dengang i 70’erne.

Uden overraskelser

Sætlisten var helt bevidst koncentreret om de gamle schlagere. Fra Burhøns (1979) - og jo, Peter A.G. hælder stadig to danskvand ud over sig, mens der var vel næppe noget nyere end Mr. Swing King fra 1989 blandt de præsenterede sange.

Det var for så vidt i orden. Men man kunne godt have ønsket, at de havde taget bare et lillebitte skridt til siden. Der manglede noget overraskende, noget ekstraordinært for, at oplevelsen kunne ryge helt til tops.

Lys og fyrværkeri

Til gengæld fik den fuld gas med lys- og videoshow, pyroteknik og sågar en kæmpebold, der blev smidt ud blandt publikum.

Det var ikke alt, der rent musikalsk sad lige i skabet. Der var deciderede disharmonier i numre som ”Kærester” og ”Når jeg bliver gammel”. Men sjovt var det. Og Peter A.G. var som nævnt i imponerende storform i betragtning af hans 62 år på bagen.

Gnags

Nibe Festival, store scene, fredag aften

4/6 stjerner

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden