Aalborg

Anne Kejser er blevet mor

Den populære morgenvært på ANR er endelig blevet mor, efter hendes kæreste Mette Heiring har født deres første barn.

Arkivfoto
Arkivfoto

AALBORG: Anne Kejser har i den seneste tid ikke lagt skjul på, at hun efterhånden var ved at blive temmelig utålmodig. Derhjemme havde hun nemlig en højgravid og ret besværet kæreste, der endte med at gå ni dage over tid.

Men mandag 3. november skete det så. Parret fik en velskabt pige på 4100 gram og 52 centimeter.

- Det er lidt sjovt, for vi fik faktisk at vide til undersøgelserne, at hun var ret lille. Lidt under normalen. Og det kan man ikke sige, hun er. Hun har store kinder og det sødeste sorte hår, fortæller Anne Kejser om sin lille datter.

Alt forløb godt

Fødslen forløb helt normalt. Der var hverken vild stress med at komme ud af døren, eller det der føles som hundrede års ventetid.

- Det hele gik bare så fint. Mette har det godt, og den lille har det godt, forklarer hun og fortsætter:

- Det var faktisk værre med mig selv. Jeg fik det virkelig dårligt til sidst, fordi vi ikke havde sovet i næsten tre døgn. Det var lidt pinligt, for det var jo ikke mig, der lige havde født.

Det er allerede besluttet, at den lille guldklump skal have navnet Noria.

På barsel i tre uger

- Vi havde rigtig svært ved at blive enige om et navn i starten, fordi man jo hver især har nogle referencer til de fleste navne. Men så læste Mette op fra en liste med sjældne navne, og her fandt vi så Noria. Vi var enige om, at det var rigtig fint, fortæller Anne Kejser.

Hun er til daglig radiovært i morgenprogrammet, Anne og De Herreløse Hunde, men nu snupper hun altså lige lidt barsel. De er tilbage i studiet om et par uger. Indtil da vil Anne Kejser bruge barselstiden på at hygge sig med sin lille familie.

- Ja jeg har fået lidt ammehjerne, og jeg ammer ikke engang, griner Anne Kejser og fortsætter:

- Det hele går lækkert. Babyer er bare så hyggelige!”

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden