Lokalpolitik

Arkæologer vil grave - men skal ikke betale

Kommunen slipper ikke for en regning på tre mio. kroner for arkæologiske undersøgelser.

Tre mio. kroner - så meget skal Brønderslev Kommune afsætte til arkæologiske undersøgelser ved en udstykning på Skelbakkevej ved Hjallerup. Kommunen ønsker at udstykke nye byggegrunde i området, og Kulturarvsstyrelsen budgetterer med tre mio. kroner til arkæologisk undersøgelser - en regning som kommunen skal betale. Kommunen har klaget til Kulturministeriet - og ministeriet har stadfæstet Kulturarvsstyrelsens budget på de tre mio. kroner. Vil stadig byggemodne - Men vi ønsker at fortsætte byggemodningen af Skelbakkevej. Vi har jo købt jorden og planlagt det hele, så det fastholder vi, siger formand for Miljø- og teknikudvalget Mikael Klitgaard. Han tilføjer, at ekstraregningen skal fordeles på nye kommunale grunde i fremtiden. - Og inden vi laver lokalplaner og vedtager nye byggemodninger, vil vi frem over lave prøvegravninger. Så må eventuelle udgifter sættes på byggemodningsbudgettet. - Når vi skal udvide nordbyen, vil vi foretage prøvegravninger, inden vi køber jorden - og er der historisk interessante områder, kan de måske indpasses som grønt område i planlægningen, siger Mikael Klitgaard. Holdningen hos politikerne er altså, at udgiften til arkæologiske undersøgelser ikke alene skal lægges på en konkret grund. Udgifterne skal frem over dækkes ved at lægge et generelt bidrag per grund til arkæologiske undersøgelser, når salgspriserne skal fastsættes. Grav - men betal selv Mikael Klitgaard er helt indforstået med, at historiske fortidsminder skal sikres i forbindelse med nybyggerier. - Men vi mener, at dem der gerne vil grave på stedet, også skal betale regningen - sådan er lovgivningen bare ikke i dag. Og vi er i udvalget enige om, at der skal rettes henvendelse til de relevante ministre med ønske om, at staten fremover betaler de arkæologiske undersøgelser, tilføjer Mikael Klitgaard. - De er velkomne til at grave. Men lad dem der vil grave betale. Det her er urimeligt. Væsentlige minder Embedsmænd i Kulturministeriet skriver i afgørelsen, at de har lagt vægt på, at der på et område svarende til 25.000 kvadratmeter ved Skelbakkevej er væsentlige fortidsminder i form af spor efter bosættelser samt grave fra den yngre før-romerske jernalder, der kan dokumenteres gennem 2-300 års udvikling. Sammenhængen mellem bosættelse og gravplads kan give oplysninger om gravskik og tilhørsforhold mellem bosættelser, gårde og grave. Kulturministeriet har også lagt vægt på, at udarbejdelsen af budgettet følger Kulturarvsstyrelsens almindelige regler, og det er nødvendigt at foretage arkæologiske undersøgelser, da fortidsminderne er truet af anlægsarbejde. Kulturministeriet oplyser, at kommunen kun har pligt til at foretage arkæologiske undersøgelser i det område, hvor fortidsminderne umiddelbart er truede - altså på et areal, hvor der skal anlægges vej. Det resterende areal skal først undersøges, når grundene bebygges, og hermed kunne regningen for undersøgelserne på grunden i princippet sendes videre til ejeren af den enkelte grund.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden