Askou: Et splitsekund, der koster dyrt
Vendsyssel FF blev straffet efter et indkast, men fik det ene point
Opdateret 11. august 2018 kl. 07:32
FODBOLD: Vendsyssel FF kravlede op på femtepladsen i Superligaen, da holdet fredag aften spillede 1-1 mod medoprykkerne fra Vejle Boldklub.
Med pointet står Vendsyssel FF nu med syv point for fem kampe.
Cheftræner Jens Berthel Askou glæder sig over, at holdet var i stand til at få et resultat på en aften, hvor trætheden fra to kampe på fem dage godt kunne ses på holdet i slutningen af kampen.
- Den træthed kunne man godt spore henimod slutningen, og det synes jeg sådan set er ganske naturligt. Men ellers synes jeg, at det var en intens kamp på banen, og det var en meget intens kamp ude på sidelinjen, og jeg håber da, at det kan være med til at lokke endnu flere mennesker på stadion, når de får noget underholdning. Det er sådan, det skal være, siger han.
- Vejle bliver farligere efter pausen, men først og fremmest synes jeg, at det er et splitsekunds uopmærksomhed, der koster os. Vi havde snakket om, at vi ikke måtte stå og falde i søvn, når de har indkast, og det gør vi så desværre alligevel. Det koster på det her niveau, siger træneren, der ellers glæder sig over, at bredden viser sig frem.
- Vi har 24 spillere i truppen nu, og vi arbejder hårdt for, at de alle sammen er gode nok til at være med på her niveau. Og det synes jeg, at de viser, at de kan, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.