Asylansøgere flyttes fra Hanstholm til andre kommuner
Ugen efter at et flertal i Thisted Kommunalbestyrelse besluttede at reducere antallet af faste pladser på asylcentret i Hanstholm samt fjerne 150 midlertidige asylpladser er Udlændingestyrelsen klar til at flytte asylansøgere
THISTED: Tirsdag eftermiddag fik et halvt hundrede asylansøgere, som i nogle måneder har været indkvarteret på Hanstholm Camping besked på at pakke deres ejendele og holde sig klar, så de mandag kan fordeles på asylcentre i andre kommuner.
Beslutningen er truffet af Udlændingestyrelsen som reaktion på, at et flertal i Thisted Kommunalbestyrelse for en uge siden besluttede dels at reducere antallet af faste pladser på asylcentret i Hanstholm fra 330 til 280, dels at afvikle 150 midlertidige asylpladser. Thisted Kommune driver asylcentret på kontrakt med Udlændingestyrelsen.
Styrelsens hurtige reaktion kommer bag på borgmester Lene Kjelgaard Jensen, som forklarer, at det ikke var tanken at sidste uges beslutning skulle udmøntes fra den en dag til den anden. Borgmesteren vil heller ikke gætte på, hvordan kommunens fremtidige samarbejde med Udlændingestyrelsen bliver.
Det vil til gengæld den socialdemokratiske gruppeformand Ulla Vestergaard.
- V, K og DF har truffet en beslutning, der går ret imod den kontrakt kommunen har med Udlændingestyrelsen. Hvis der ikke er tale om kontraktbrud, så er det tæt på noget, der ligner, så det bør ikke komme bag på nogen, at styrelsen reagerer, som den gør, siger Ulla Vestergaard som finder, at de tre partier har håndteret kommunens kontrakt med styrelsen meget lemfældigt. Kontrakten havde sidste år en værdi på godt 50 millioner kroner.
Bent Thodsen, indehaver af Hanstholm Camping, er mere direkte.
- Styrelsen er nødt til at reagere i forhold til en aftale, der ikke fungerer fordi den er lavet med en kommune, hvor et politisk flertal er billigt til fals, siger Bent Thodsen og tilføjer, at hans kontrakt med styrelsen løber frem til april.
- Nu får jeg penge for nogle tomme hytter. Hvor smart er det set i forhold til behandling, vi giver en gruppe mennesker, som allerede har været rigeligt igennem. Det minder om den behandling, tyskerne gav folk under krigen, men kan vi være det bekendt i dag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.