Lokalpolitik

Atter flygtninge til Aalborg

De øvrige nordjyske kommuner vil ikke mere modtage flere flygtninge, end de er forpligtet til

Aalborg skal igen modtage flygtninge. Arkivfoto
Aalborg skal igen modtage flygtninge. Arkivfoto © Per Kolind

NORDJYLLAND: En særlig nordjysk model for, hvordan landsdelens kommuner fordeler de flygtninge, der kommer til landsdelen efter at have fået opholdstilladelse, står for fald.

Det betyder i givet fald, at Aalborg Kommune for første gang i mange år skal tage imod flygtninge, der skal gennemgå et tre-årigt integrationsprogram. Et centralt element i den hidtidige nordjyske fordelingsmodel har ellers været, at Aalborg (ligesom Læsø) ikke fik flygtninge ad denne vej - i Aalborgs tilfælde, fordi andelen af flygtninge og indvandrere i kommunen i forvejen er høj, og fordi mange familiesammenførte forøger dette yderligere.

I stedet har de øvrige kommuner i Nordjylland gennem adskillige år taget imod flere flygtninge, end de ifølge loven er forpligtet til. Det har der været bred tilfredshed med, så længe staten ydede et beløb pr. flygtning til dækning af udgifterne.

Ekstra 197 flygtninge skal fordeles

Nu er systemet imidlertid ændret, så en betydelig del af refusionen sker via det generelle bloktilskud - og det har kølnet interessen i en række kommuner uden for Aalborg.

- Vi ville sådan set godt tage imod flere flygtninge, end vi er forpligtet til. Men når statens refusion er, som den er, må vi sige stop, fastslår Thisteds borgmester, Lene Kjelgaard Jensen (V).

Den særlige nordjyske model får formentlig dødsstødet i morgen. Her skal de nordjyske kommuner afgøre, hvordan man skal fordele 197 ekstra flygtninge i 2014. Oprindelig havde Udlændingestyrelsen varslet, at der kom 466 mennesker i år, og dem er der sidste år truffet aftale om at fordele ud fra den nordjyske model, så ni kommuner alene løfter opgaven.

49 ud af 197 til Aalborg

Men en række kommuner er indstillet på, at de 197 ekstra flygtninge skal fordeles matematisk mellem alle 11 kommuner - og dermed er den nordjyske model formentlig fortid.

Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), håber til det sidste at kunne fastholde modellen. For det vil være bedst for integrationen, mener han.

- Men desværre har regeringen ikke villet lytte til det nordjyske ønske om fortsat at give statstilskuddet pr. flygtning, og jeg anerkender, at det sætter den hidtidige, rigtig gode model under pres, siger han.

Aalborg står til at modtage 49 af de ekstra 197 flygtninge, der kommer i 2014.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden