Sport

Augo: Det er bare for dårligt

AaB’s anfører var slemt skuffet efter AaB’s pokalnederlag

Foto: Hans Ravn
Foto: Hans Ravn

Opdateret 06. marts 2015 kl. 06:38

ESBJERG: Foden var bundet ind i is, ansigtet vendt mod jorden og blikket tømt for glæde.

AaB’s anfører Thomas Augustinussen var slemt skuffet, da NORDJYSKE fangede ham umiddelbart efter 4-2 nederlaget til Esbjerg i kvartfinalen i pokalturneringen.

- Vi er dybt skuffede. I pausen havde vi alle sammen en følelse af, at nu skulle vi videre. For mange af os var finalen i Parken den største kamp sidste år, så vi ville så gerne i finalen igen. Den bliver lidt hård at sluge, når man har så godt udgangspunkt i pausen og smider det hele væk, siger Thomas Augustinussen.

- Vi laver fejlene

Han havde tredjesidste fod på målet til 1-0 og kunne sammen med sine holdkammerater gå til pause foran 2-0. Men efter pausen ændrede kampen sig markant, og Esbjerg vandt 4-2.

- Vi laver lidt flere fejl i anden halvleg, end vi gør i første halvleg, selvom første halvleg heller ikke er specielt god fra vores side, siger AaB-anføreren.

- De fejl, vi laver i anden halvleg, bliver straffet. De sparker dem godt ind, men det er os, der laver fejlene. Det er bare for dårligt, at vi laver så mange fejl, der gør, at de bliver farlige, siger Thomas Augustinussen.

Kun Superliga tilbage

Med torsdag aftens nederlag siger AaB farvel til sin anden af i alt tre turneringer på blot én uge. For AaB er Europa League et afsluttet kapitel, og det samme er nu altså også pokalturneringen.

Dermed er det kun Alka Superliga, AaB skal fokusere på resten af sæsonen. Første gang er på søndag, hvor det gælder Randers FC på NORDJYSKE Arena.

- Når vi lige får slugt den her, kommer fokus på Superligaen. Med de to første sejre har vi bragt os i en god position. Når vi mødes i morgen må vi se fremad, for vi har en vigtig kamp på søndag, siger Augustinussen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden