Brønderslev

Aviser fra en svunden tid

Aviser fra begyndelsen af 1900-tallet dukkede op

Vicolas Vilfing og arkivleder Poul Erik Andreasen studerer en gammel bog over arbejdsopgaver på bogtrykkeriet. Foto: Henrik Louis
Vicolas Vilfing og arkivleder Poul Erik Andreasen studerer en gammel bog over arbejdsopgaver på bogtrykkeriet. Foto: Henrik Louis

Opdateret kl. 08:27

BRØNDERSLEV: Udgaver af Brønderslev Social-Demokrat, Brønderslev Avis og Vendsyssel Folkeblad fra 1920’erne væltede pludselig ned i store dynger, da en ny ejer af den gamle metodistkirke, Bredgade 86 i Brønderslev, Nicolas Vilfing, begyndte at rive lofter ned.

Leder af Brønderslev Lokalhistoriske Arkiv, Poul Erik Andreasen, blev straks tilkaldt, og han fik travlt med at sikre de mange rariteter til arkivet.

- Der er mange af disse ting, vi ikke har, fortæller en lykkelig Poul Erik Andreasen, der nu sammen med sine medarbejdere skal i gang med et stort sorterings- og registreringsarbejde.

- Foruden at bygningen midt i Brønderslev har rummet metodistkirke, har der også været et bogtrykkeri på stedet. Her blev flere af Brønderslevs forlængst hedengangne aviser trykt. Det var både dagblade og ugeaviser.

Trykkeriet har gemt en række trykkeopgaver, altså heriblandt eksemplarer af de aviser, der blev trykt i trykkeriet.

Der er cirkusplakater, lægeregninger og mange andre trykopgaver. Ifølge cirkusplakater for Cirkus Empress, der havde forestilling klokken 8 1/4 (20.15), kostede det 4 kr. plus en krone i skat for én af de bedste pladser i cirkus i Aalborg og Brønderslev. Plakaterne er også fra begyndelsen af 1900-tallet.

Der er også en opgørelse over overarbejde på selve trykkeriet. Der er en medarbejder, der 14. marts 1913 skulle have udbetalt den klækkelige sum af 1,07 kr. i overarbejdsbetaling.

Der er også reklamer for blandt andet Lyngby Mølle, der forlængst er væk, men dengang blev der herfra solgt korn og mel, fremgår det af reklamen.

Ejendommen er købt af Nicolas Vilfing, der er i gang med at indrette ungdomsboliger.

- Efter at boligforeningerne i Brønderslev ikke længer har ét-værelses lejligheder, mangler vi den slags, fortæller Nicolas Vilfing, der er leder af Vendsyssel Rådgivningscenter, hvorfra der udsluses unge til egen bolig.

- Det kan nu ske her, fortæller Nicolas Vilfing.

Poul Erik Andreasens egen datter har boet i én af lejlighederne på 2. sal i ejendommen, men hun har ikke været på loftet, så ingen var klar over, hvad det gemte.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden