Badehotel på Grenen løb ud i sandet
Et flertal på 22 i Frederikshavn Byråd fastholder nej til badehotel
Opdateret 18. december 2014 kl. 10:12
SKAGEN: Planerne om at genopføre et badehotel på Grenen er nu lagt død.
Et flertal på 22 af de 31 medlemmer i Frederikshavn Byråd sagde onsdag aften nej til at arbejde videre med planerne, som en række investorer med Bo Geisler og Torben Nielsen i spidsen har ansøgt om tilladelse til.
Peter Nielsen (K), der havde sat sagen på dagsordenen, mener, at et badehotel kan være med til at tiltrække et internationalt publikum og være med til at stoppe et kraftigt fald i befolkningen i Skagen gennem de seneste 10 år og tabet af overnatningspladser.
Han undrede sig over, at flere af Socialdemokraterne i byrådet tidligere har udtalt, at planerne ikke skal stoppes, før de har været i offentlig debat - og at borgmester Birgit Hansen annoncerede nyheden som en god erhvervsnyhed på en erhvervskonference på Knivholt.
- Planen bør ikke skydes ned på grund af et uheldigt ordvalg om særlig gæstfrihed for det bedre borgerskab, sagde Peter Nielsen.
Saver Grenen over ...
Bjarne Kvist (S) sagde, at byrådet risikerer at save den gren over, man selv sidder på.
- Planen har været til offentlig debat, hvor flere end 100 mennesker deltog. Vi har hørt og lyttet, men vi tror ikke på, at planerne har en jordisk chance for at få dispensation. Det vil være spild af tid af arbejde videre, sagde Bjarne Kvist, der opfordrede til at lytte til de fem skagboer i byrådet, som alle vender tommelen nedad.
Anders Brandt Sørensen (S) afviste, at Socialdemokraterne er erhvervsfjendtlige:
- Vi har områder, der er for alle. Det er vi glade for. Vi er også erhvervsvenlige og vil gerne kigge på andre steder i kommunen, hvis nogen har planer om noget lignende.
Erik Kyed Trolle (S) mente, at man burde lytte til Miljøministeriets vink med en vognstang om, at det bliver meget svært at få fredningen på Grenen ophævet.
Venstre splittet
Venstres gruppe var splittet.
Jytte Høyrup bakkede varmt op om planerne og mente, at byrådet burde være henrykt lykkelige over, at nogen vil investere i et badehotel, mens skagboen Pia Karlsen fra Venstre og Lisbeth Erlandsen (V), der var indkaldt som suppleant for Frode Thule Jensen, også stemte imod.
Lars Møller (V) pointerede, at Venstre vælger at bruge kræfterne på ”det der kan lykkes, og når der er et flertal imod, er der ingen grund til at arbejde videre med den plan”.
- Kommunen burde ikke være den største sten, og det risikerer vi nu, sagde Lars Møller, der mener, at planen burde have haft en chance.
Mogens Brag (V) advarede mod ”hysterisk beskyttelse af naturen og dermed risikoen for at ende som nationalpark”.
DF, SF og Enhedslisten stemte som S imod.
Udvikling af kystturisme
Idéen om at genopføre badehotellet på Grenen opstod i forbindelse med ”Potentialeplanen for Skagen som international kystferieby”, der peger på en række muligheder for udvikling af kystturisme.
Miljøministeriet har opfordret kommunerne til at søge dispensation for kystbeskyttelse og fredningsbestemmelserne og er villig til at dispensere fra regler i op til 10 steder i landet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.