Bagmandspolitiet får endnu en chance i ebh-sag
Højesteret skal tage stilling til, om straffesagen mod direktørnetværket alligevel skal behandles af Vestre Landsret
Opdateret kl. 17:45
FJERRITSLEV: Bagmandspolitiet har fået fornyet luft i straffesagen mod det såkaldte direktørnetværk.
Her blev alle de tiltalte ellers frikendt ved byretten i Hjørring.
Efterfølgende afsendte Anklagemyndigheden sin anke af frifindelserne for sent, og derfor afviste Vestre Landsret i oktober i år at behandle ankesagen.
Men nu har Procesbevillingsnævnet afgjort, at Højesteret skal tage stilling til, om landsrettens afvisning af anken var korrekt, eller om ankesagen alligevel skal have lov at gå sin gang i landsretten.
Det vides ikke, hvornår Højesteret kommer med sin afgørelse, men det bliver med al sandsynlighed i løbet af de tre første måneder af 2016.
- Jeg tager naturligvis Procesbevillingsnævnets afgørelse til efterretning, og nu må vi se, hvad Højesteret når frem til, siger advokat Arvid Andersen, der er forsvarer for tidligere ebh bank-direktør Finn Strier Poulsen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Rigsadvokaten.
Ankede kun syv frikendelser
Der var otte tiltalte og dermed frikendte i sagen ved byretten, men anklagemyndigheden valgte ikke at anke frifindelsen af tidligere bestyrelsesformand i ebh bank Egon Korsbæk.
Blandt de syv frikendte fra byretten, som nu alligevel kan risikere at få deres sag for Vestre Landsret, er udover Finn Strier Poulsen tidligere direktør i Sparekassen Kronjylland Jacob Leth og tidligere direktør i Morsø Sparekasse Jørn Balch Christensen.
De fire øvrige frikendte er to tidligere ledende medarbejdere fra ebh bank og to fra Sparekassen Kronjylland.
Tiltalt for kursmanipulation
De otte frikendte bankchefer var tiltalt for grov kursmanipulation ved at have drevet børskurserne på Keops ejendomsobligationer og aktier i Vestjysk Bank i vejret for at score en privatøkonomisk aktiegevinst.
Gevinsten opstod ved, at de tiltalte eller deres nære familiemedlemmer først købte værdipapirerne af ebh bank, hvorefter de et stykke tid senere solgte dem tilbage igen til en højere kurs.
Ingen af de tiltalte bestred under byretssagen, at de på den måde havde opnået en privat gevinst.
Men de afviste Anklagemyndighedens påstand om, at de havde sørget for at manipulere aktiekurserne i vejret ved at lade ebh bank og Sparekassen Kronjylland lægge bud ud på markedet til stigende kurser.
Byretten mente ikke, at anklagerne havde ført bevis for denne påstand og frikendte derfor alle de tiltalte.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.