Ballade i yderste klitrække i Strandby
Årelang strid om adgangsret til stranden er blusset op igen - nu på grund af et ulovligt skilt
STRANDBY: Landskabet er pragtfuldt her i yderste klitrække nord for Strandby, og udsigten over Kattegat er i høj kurs.
En bitter strid om adgangen til stranden via en ældgammel trampet sti mellem Nørrevej 36 og 38 har i årevis skabt splid og splittelse, og ”krigen” om den lille sti er nu optrappet.
I 2014 var det et plankeværk med en port med hængelås, der forhindrede alle, der ikke har en tinglyst ret til sti, adgang til stranden denne vej. Vrede strandbynitter tog sagen i egen hånd og fjernede den omstridte låge, men nu har ejeren af parcellen Nørrevej 38, Jan Aage Pedersen, sat et skilt op med trusler om bøde efter Mark og vejfredslovens §17, hvis nogen uden tilladelse bevæger sig ind på den private grund.
- Stærkt problematisk
Skiltet er forsynet med Frederikshavn Kommunes logo og politiets logo, så det fremstår som et officielt skilt fra de offentlige myndigheder, men sådan forholder det sig ikke.
- Det er stærkt problematisk, at den pågældende husejer anvender kommunens navn og logo. Vi har aldrig givet tilladelse til skiltet, og derfor har jeg bedt chefen for Teknik og Miljø om at få det fjernet hurtigst muligt, siger Anders Brandt Sørensen (S), formand for kommunens plan- og miljøudvalg.
Politiet: Nej, det er ikke os...
Politiet har heller ikke givet tilladelse til brug af deres logo.
- Politiets navn og logo skal ikke optræde i forbindelse med privatretslig skiltning, siger politikommissær Lars Jensen fra Nordjyllands Politi, der har sendt sagen videre til juridisk vurdering.
Tilbage i marts 2013 søgte Jan Aage Pedersen om tilladelse til at nedlægge stien.
Han henviste til privatlivets fred og generne for de forbipasserende, der kan kigge ind i stuen - og at der 120 meter mod syd er en offentlig sti til stranden.
Kommunen gav i første omgang afslag på ansøgningen med henvisning til stiens væsentlige rekreative værdi for den lokale færdsel, men i oktober 2013 ophævede Natur- og Miljøklagenævnet kommunens afgørelse.
Klagenævnet henviser til, at kommunen ikke har hjemmel til at træffe afgørelse om en sti, der ligger på privat fællesvej, og at området i øvrigt ikke har karakter af åbent land.
Juridisk forhindringsløb
Sagen har udviklet sig til et juridisk maraton- og forhindringsløb, og selv om klagenævnet ophævede kommunens afgørelse, opfordrer Anders Brandt Sørensen de stridende parter til at finde en løsning uden om det juridiske system.
- Vejen frem er et godt naboskab. Jeg kender strandbynitterne som fornuftige folk, men jo mere man spænder musklerne, jo sværere bliver det at finde løsninger.
- I denne sag virker det som om, det er én mod alle. Så skulle man måske overveje, om det er den rigtige vej, man kører, når alle de andre kører i modsat retning. Jeg synes, det er ret voldsomt, det de har gang i, siger Anders Brandt Sørensen.
Ifølge Jan Pedersens advokat er der tale om undskyldelige misforståelser i dialogen med kommune og politi, der betyder, at Jan Pedersen har lavet skiltet i god tro. Skiltet vil nu hurtigst muligt blive rettet til, oplyser advokaten.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.