Bankgebyrer når rekordniveau
Bankerne skovler penge ind på gebyrer. Kunderne kan forvente yderligere stigninger
HELE LANDET: Danske bankkunder betaler stadig flere gebyrer for at benytte deres bank, og i år ventes den samlede gebyrregning at passere 20 mia. kr.
Det er ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten blot anden gang nogensinde, at det sker.
Første gang var i 2007, da økonomien buldrede af sted. Siden er omfanget af bankernes forretning med kunderne skrumpet næsten 10 pct., men efter et dyk i 2008 og 2009 er gebyrerne tilbage på alle tiders rekordniveau.
Vigtig indtægtskilde
- Banker er almindelige virksomheder, der skal tjene penge, og i øjeblikket ligger sektorens indtjening på et meget lavt niveau. Derfor tror jeg, at danskerne godt kan se, hvorfor gebyrerne stiger, siger Niels Storm Stenbæk, cheføkonom i Finansrådet, som er bankernes interesseorganisation.
Ifølge bankerne er det nærmest en bunden opgave at øge indtjeningen, og i den forbindelse er gebyrer, som rammer både privat- og erhvervskunder, blevet en stadig vigtigere indtægtskilde. Det skyldes, at den traditionelle bankforretning er presset af den beskedne efterspørgsel på at låne penge.
- Finanstilsynet og Nationalbanken kræver mere eller mindre, at indtjeningen stiger, for der er kommet nye krav om, at sektoren skal polstre sig bedre, siger Niels Storm Stenbæk.