Bau: Vi skal bare blive ved
Sejren mod Herning viste mange ting, nordjyderne skal fortsatte med, mener Mathias Bau
FREDERIKSHAVN: Frederikshavn White Hawks lagde fredag ud med en storsejr i kvartfinaleserien. 4-1 hjemmesejrede nordjyderne med mod Herning Blue Fox. Mathias Bau assisterede målene til 2-0 og 3-0. Han glædede sig over fredag aftes forholdsvis komfortable sejr.
- Det er selvfølgelig vigtigt for selvtilliden, at vi scorede fire mål, siger forwarden.
Foruden offensivens træfsikkerhed kunne Mathias Bau fredag glæde sig over, at nordjyderne kæmpede sejren hjem. Nordjyderne lykkedes med at lægge pucken ned i Hernings zone og så presse gæsternes backs. Den taktik kan nordjyderne bruge fremover.
- Vi skal bare blive ved med at spille simpel hockey og lægge pres på, siger Mathias Bau.
Han kalder fredagens kamp for "en fornøjelse". Det skyldes især hjemmepublikummet i Scanel Hockey Arena, som kampen igennem bar nordjyderne igennem kvartfinalekampen.
Søndag er det så tid til en udekamp for White Hawks, når Herning tager imod i slutspilsseriens anden kvartfinalekamp.
Nordjyderne har i denne sæson vundet fem af seks ligaopgør mod herningenserne, hvis man medtager grundspillet i Metal Ligaen.