Bilhus runder skarpt hjørne
Toyota med hovedsæde på Fruevej ser tilbage på 50 år med japanske biler. Forretningen startede i Flade
NYKØBING: I et halvt århundrede har morsingboer og alle interesserede kunnet købe japanske biler hos Toyota, Søren Nielsen A/S. I de første år i Flade og siden 1981 i Nykøbing. Firmaet, der i dag har afdelinger i Thisted og Nykøbing og hovedsæde på Fruevej i sidstnævnte, blev stiftet i 1967 af Søren og Gudrun Nielsen.
- Vi startede hjemme hos os selv i Flade. Kunderne ventede i vores køkken, mens deres bil blev repareret. Året efter flyttede vi til byens gamle mejeri for at få mere plads. Til at begynde med var vi ni ansatte, husker 70-årige Gudrun Nielsen.
Hendes mand, 75-årige Søren Nielsen, der i dag bor på plejehjem, er uddannet landbrugs- og maskinsmed. Han fattede allerede under sin uddannelse interesse for det japanske bilmærke. Søren og Gudrun Nielsen solgte biler i Flade indtil 1981, hvor de købte bygningerne på Fruevej og lagde kimen til bilhuset, som det kendes i dag.
Toyota beskæftiger i dag ca. 50 medarbejdere, hvoraf et par håndfulde kan se tilbage på over 30 år i firmaet, fordelt på afdelingerne i Nykøbing og Silstrupvej i Thisted. Afdelingen i Thy kom til i 2009. Men der er ikke planer om at ændre på driften af det 50-årige bilhus, hvor værkstedet servicerer alle bilmærker.
- Vi fortsætter som nu med god service overfor kunderne. Det er dem, som vi er til for og lever af, fastslår Kasper Kristensen, der i dag er eneejer af bilhuset, og afviser samtidig evt. planer om mere plads til de firhjulede.
- God service og kunden i centrum har jeg med fra Søren, som jeg arbejdede sammen med i årrække, tilføjer han - og får roser retur:
- Vi har kendt Kasper altid, for hans far startede som fritidssælger hos os. Det er en god fornemmelse, at det er ham, der nu står i spidsen for firmaet, smiler Gudrun Nielsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.