Lokalpolitik

Blå flag er blevet en varm kartoffel

Ifølge dagsordener og budget skal der spares på de blå flag. Men det skal der ikke alligevel, understreger Brian Pedersen

De blå flag har skabt røre i det politiske landskab. Arkivfoto: Peter Broen
De blå flag har skabt røre i det politiske landskab. Arkivfoto: Peter Broen Peter Broen

FREDERIKSHAVN: Det kunne ligne en klar tilbagetrækning og en kovending af dimensioner, når formanden for teknisk udvalg i Frederikshavn Kommune, Brian Pedersen (SF), bekendtgør, at han alligevel ikke vil spare på de blå flag.

Med al tydelighed

Det fremgår ellers - med al tydelighed - i både budgetforliget og i teknisk udvalgs dagsorden fra 6. september og 11. december, at der skal spares 200.000 kroner på de blå flag.

Det kan faktisk ikke siges mere klart og enkelt.

Så hvorfor dette kursskifte?

- Jeg har aldrig sagt, at det ikke var meningen at undersøge muligheden for at spare på de blå flag, hvor det eventuelt ikke har nogen turistmæssig betydning.

Ikke politisk flertal

- Der er ikke noget politisk flertal for at spare de blå flag væk der, hvor de har en turistmæssig betydning. Jeg kunne da ikke drømme om at fjerne det blå flag ved for eksempel Lyngså Strand. Jeg vil som SF’er ikke være med til det, siger Brian Pedersen.

Men uanset udvalgsformandens forklaring er det et faktum, at det fremgår i budget og dagsorden, at teknisk udvalg har truffet en beslutning om at spare 200.000 kr. på de blå flag.

- Men den beslutning var betinget af, at turistforeningerne skulle spørges. Og nu er turistforeningerne blevet spurgt, og de synes ikke, det er en god ide, at der skal spares på de blå flag. Derfor må vi drage en ny konklusion, siger Brian Pedersen, der understreger, at der nu skal spares 200.000 kroner et andet sted i budgettet.

På dagordenen

- Jeg kan ikke sige noget om, hvor der skal spares. Men sagen vil komme på dagordenen i teknisk udvalg, siger Brian Pedersen.

Byrådsmedlem Ole Rørbæk Jensen (S) mener, at der er tale om en søforklaring fra Brian Pedersen.

- Jeg køber ikke den der med, at turistforeningerne først skulle spørges. Det fremgår da ingen steder. Fakta er, at teknisk udvalg - med Brian Pedersen i spidsen - har besluttet, at der skulle spares på de blå flag. Men nu er presset blevet så stort, at han er på tilbagetog, siger Ole Rørbæk Jensen, der dog er glad for, at besparelsen er skrottet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden