Bo i Aalborg bliver til Bo i Nord

Ni almene boligselskabers fælles boligportal skifter navn for at understrege omfanget

Formand for Bo i Nord Jane Christensen oplyser, at de eksisterende medlemmer beholder deres placering på ventelisten. Privatfoto

Formand for Bo i Nord Jane Christensen oplyser, at de eksisterende medlemmer beholder deres placering på ventelisten. Privatfoto

NORDJYLLAND:En sammenslutning af nordjyske boligselskaber har siden 2015 arbejdet tæt sammen om boligportalen Bo i Aalborg, hvor folk kan skrive sig op til en almen bolig. Nu skifter portalen navn til Bo i Nord, fordi ventelisten giver adgang til 20.000 lejeboliger i hele Nordjylland.

Initiativet til sammenslutningen af de nordjyske boligorganisationer blev taget for at gøre det nemt og billigt for nordjyderne at leje almene boliger i Aalborg og omegn. Det er stadig formålet, men det geografiske område har udvidet sig i de seneste år.

- Almene boliger er for alle. Med vores fælles venteliste til lejemål over hele Nordjylland imødekommer vi den stigende efterspørgsel på almene boliger. I fællesskab hæver vi serviceniveauet og mulighederne for, at nordjyder kan finde det helt rigtige hjem til en overkommelig husleje, forklarer formand for Bo i Nord Jane Christensen.

Med navnet Bo i Nord ønsker boligorganisationerne mere præcist at fortælle, at de også tilbyder boliger andre steder end i Aalborg som blandt andet i Hjørring, Brønderslev, Frederikshavn og Hobro.

- Vi har i et stykke tid ønsket os, at vores navn og identitet i højere grad afspejler, at vi er den største formidler af almene boliger – ikke bare i Aalborg, men i hele Nordjylland. Derfor tager vi konsekvensen og ændrer navnet til Bo i Nord. Det giver et bedre billede af, hvad det hele handler om, fastslår formand Jane Christensen.

Almen fornuft at stå på listen

Som udgangspunkt får navneændringen ikke betydning for de nuværende medlemmer, som er skrevet op på ventelisten. I følge Bo i Nord gør de til gengæld klogt i at blive stående på listen, uanset hvor de befinder sig i livet – både hvad angår alder, livssituation, familiestatus med mere.

- Formålet med Bo i Nord er kort og godt, at det fortsat skal være nemt at skrive sig op ét sted og få fortrin til attraktive almene boliger. Vi oplever alle sammen ændringer i livet, som også giver anledning til at søge en ny bolig. De eksisterende medlemmer beholder deres placering og anciennitet på listen. De kan nu glæde sig over at få adgang til flere almene boliger i hele Nordjylland, uddyber formand Jane Christensen.

Sammenslutning af de ni nordjyske boligselskaber bag Bo i Nord består af Alabu Bolig, Boligforeningen P.M., Boligselskabet Nordjylland, Farsø Boligselskab, Lejerbo Aalborg, Plus Bolig, Sundby-Hvorup Boligselskab, Støvring Boligselskab og Vivabolig.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst