Børn prøver grænser i nationalparken
Samtlige børnehaver i Thisted Kommune har haft tilbud om en dag i Nationalpark Thy

Galleri - Tryk og se alle billederne.
LODBJERG:- Det er dejligt. Fordi det er så blødt.
Magnus Bertram er ikke sen til at smide skoene og bevæge sig ud på bare tæer i klokkelyngen, sådan som naturvejleder Søren Michelsen Krag fra Thisted Kommune har opfordret børnene fra Markblomsten til.
Målet er at give børnene nogle kropslige og sanselige oplevelser i naturen, og derfor skal de først prøve at gå med bind for øjnene på en line.
- Nu skal I se, om I kan føle jer vej med fødderne, siger naturvejlederen.
Børnene fra Markblomsten befinder sig nogle hundrede skridt nord for Lodbjerg Fyr, i hvis nærhed andre grupper af børnehavebørn er ude på ”nyt” land.
I fyrhaven prøver børn fra Sjørring Børnehus kræfter med en elastik, på shelterpladsen holder et par jægere gevirværksted, hvor børnene kan prøve at lave smykker, og børn fra Boddumhus samler bær og planter i naturen, som de bagefter bruger til at tegne og farve med.
I alt er der denne dag 150 børn fra 11 forskellige private og kommunale børnehaver i Thy.
De kommer fra Kronborg Børnehave, Skattekisten, Skovtrolden, Sjørring Børnehave, Krudtuglen, Muslingen, Vildsund Børnehave, Koldbøtten, Boddumhus, Eventyrhuset - og Markblomsten.
Ole Steen Larsen, der er frivillig nationalparkvært og tidligere børnehaveleder i Vestervig, har været tovholder for den arbejdsgruppe, der har sørget for, at samtlige børnehaver i Thisted Kommune har kunnet komme med på en af tre tirsdage med Nationalparkdag - først ved Nors Sø, så ved Bøgstedrende og nu ved Lodbjerg.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.