Børnecenter lukker indenfor en måned
Opholdscentret i Tranum tager mod de 17-årige
De fleste af de uledsagede flygtningebørn, der har boet på børnecentret i V. Thorup er allerede rejst, og inden for den kommende måneds tid ventes centret helt at lukke, ligesom lejeaftalen af bygningerne udløber med udgangen af februar.
Det oplyser asylchef Birgitte Guldberg fra Jammerbugt Asylafdeling.
Centret har huset børn og unge i alderen otte til 17 år, og alle i alderen 13 til 16 år er flyttet til forskellige steder på de centre, som de har valgt som deres nye midlertidige hjem.
Desuden flyttede de 17-årige onsdag fra V. Thorup til Jammerbugt Asylafdelings opholdssted i Tranum, hvor der er reserveret 75 pladser til aldersgruppen.
Tilbage er de otte til 12-årige, som ventes at flytte inden for en måned, når der er fundet et center, som kan kan tage mod hele gruppen.
Ændringen skyldes dels, at der kommer færre uledsagede flygtningebørn til Danmark, og derfor er der ikke behov for så mange pladser, og dels, at Udlændingestyrelsen med baggrund i flere episoder med overgreb på børnecentre andre steder i landet har ønsket en ny struktur, så børnene deles op i flere aldersgrupper.
Det betyder så, at nogle operatører på området specialiserer sig i at have børnecentre, og her er Jammerbugt ikke i mellem, da den kun har børnecentret i V. Thorup.
Derimod bliver Jammerbugt Asylafdeling specialister i at drive de særlige centre for de 17-årige. Det er almindelige asylcentre, som det i Tranum, hvor de 17-årige bor for sig under særlige rammer med blandt andet pædagoger døgnet rundt, hvorefter de kan blive på det samme sted, når de bliver 18 år og betragtes som voksne asylansøgere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.