Bolsjebutik vokser ud af rammerne

Joan Fuglsang Bach (tv) og Mathilde Kongslev i gang med pakningen af dagens mange ordrer. Foto: Ole Iversen
Joan Fuglsang Bach (tv) og Mathilde Kongslev i gang med pakningen af dagens mange ordrer. Foto: Ole Iversen Ole Iversen

Af Ole Iversen.

Der er nok ikke mange i Thy der kender Svanenet. En bolcheforretning i en mindre tilbygning på Spangbergsvej i Thisted, med salg af hjemmelavede bolsjer via net og forhandlere.

Nu er forretningen imidlertid vokset sig så stor, at adressen snart hedder Thy Erhvervspark  på Vilhelmsborgvej.

Og den voksende forretning er ikke længere en lille bolsjebutik, hvor indehaverne går og laver lidt bolsjer til webben.

- Det er bare gået stærkt de seneste par år, siger medindehaver Joan Fuglsang Bach, der ejer forretningen sammen med sin mand Peter Svankjær. 

- Vi startede i 2014. Peter havde erfaring med at lave bolsjer. Men hurtigt udviklede det sig.  Vi voksede med 50-60 procent hvert år. Samtidig med at efterspørgslen er steget, har Svanenet flere og flere ting i sortimentet. Udover de over 50 forskellige varianter af almindelige bolcher, finder der også et hav af forskellige i sukkerfri udgave. En efterspørgsel der stiger. Men også reklameslik med firma logo eller navn. Ikke kun med bolcher, men også alle andre former søde sager med firmalogo. Derudover kaffe, the, chokolade, karameller, lakrids og gavekurve til firmaer, med alt hvad firmaet ønsker sig, af vin, øl og lignende.

Omkring 2000 varenumre er der på hylderne i dag.

- Mens webshoppen udviklede sig, fik vi også mere og mere engros salg. Vi har i dag ca. 45 forhandlere fra Ålborg i nord til ned på Salling. De har vores standere stående, og dem passer vi, så forhandleren ikke skal gøre noget. Det er her at vi er stærke, siger Joan Fuglsang, der selv er gammel købmand fra Spar i Klitmøller. - Jeg sørger for at standerne er toptrimmede med bolsjer, så det ser lækkert og indbydende ud. Jeg fylder op, bytter ud så der hele tiden er nye varianter, og tager retur, hvis der er noget, som f.eks. er tæt på dato.

Svanenet er samtidigt også vokset sig større på medarbejder siden. Ud over Peter Svankjær og Joan Fuglsang Bach beskæftiges en praktikant, som Joan håber, kan fastansættes, en medhjælper og en regnskabsansvarlig.

- Salget på web-shoppen tæller foruden salg i Danmark også salg til Norge, Sverige og ikke mindst Tyskland med støt stigende salg, fortæller Joan Fuglsang Bach.

I bolsjekogeriet, som indtil videre forbliver på Spangbergsvej, eksperimenteres der videre med nye bolsjer. En ny "Cold Hawaii" serie er ved at finde sin form. Men vi skal lige have den finpudset, lyder det fra bolsjedamen, der glæder sig til mere plads i Thisteds industrikvarter.

Svanenet flytter til den nye adresse henover påsken.

Forsiden