Gebyrer

Borgere slipper ikke for gebyr

Frederikshavn Forsyning har et økonomisk efterslæb, som nu skal betales tilbage

Vagn Kraglund repræsenterer, sammen med Kristian Hansen, sommerhusforeningerne. Arkivfoto: Henrik Louis
Vagn Kraglund repræsenterer, sammen med Kristian Hansen, sommerhusforeningerne. Arkivfoto: Henrik Louis

FREDERIKSHAVN: Det viser sig nu, at der er en god grund til, at Frederikshavn Forsyning afkræver et gebyr på 312,50 kroner, hver gang der tømmes en septiktank.

Forsyningen har tidligere haft et samarbejde med vognmandsforretningen "Stæten" om tømning af septiktanke.

Og i løbet af dette samarbejde fik Forsyningen et underskud på knap to millioner kroner.

Mandag blev der holdt et møde, hvor repræsentanter fra Frederikshavn Forsyning var til stede, herunder formanden for teknisk udvalg, Brian Pedersen (SF).

På den anden side af bordet sad Vagn Kraglund og Kristian Hansen som repræsentanter for sommerhusforeningerne.

De har begge stillet kritiske spørgsmål til de høje gebyrer.

Som bekendt er situationen nu, at jobbet med at tømme septiktanke har været ude i offentlig licitation, og at det var et firma fra Fyn, der vandt.

Der er dog stadig mulighed for at vælge en lokal entreprenør, hvis man hellere vil det. Men alle skal betale et gebyr på 312,50 kroner.

Brian Pedersen kan ikke på stående fod give eksempler på, hvorfor samarbejdet med Stæten har givet et så stort underskud.

- Men området har været underbudgetteret, siger Brian Pedersen, der oplyser, at hvis det senere viser sig, at administrationsbidraget er for højt, vil det blive sat ned.

Fakta er, at Frederikshavn Forsyning nu skal rette op på de økonomiske forhold, og derfor vil underskuddet på knap to millioner kroner i årene fremover være en del af grunden til, at gebyret er på 312,50 kroner.

Brian Pedersen understreger dog, at der ikke er tale om gebyrer, og at han aldrig har brugt ordet gebyrer.

I stedet hedder det - i følge udvalgsformanden - administrationsbidrag.

Udover at det såkaldte administrationsbidrag skal være med til at afdrage på gammel underskud, dækker bidraget blandt meget andet også personaleudgifter.

- Det var med en skuffet følelse, at vi forlod mødet. Det er først nu, vi får at vide, at Frederikshavn Forsyning har et økonomisk efterslæb, siger Vagn Kraglund.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden