Tranum

Borgmesteren ramte plet

Den nye multibane i Tranum blev indviet med en høj målscore

Den nye multibane i Tranum blev indviet i højt solskin. Privatfoto
Den nye multibane i Tranum blev indviet i højt solskin. Privatfoto

Et pletskud skulle Mogens Gade bruge, da han lørdag 22. august indviede Multibanen på Tranum Stadion. Den ”røde snor” på tværs af multibanens mål blev revet over, da borgmesteren med laksko og jakkesæt sendte et drømmehug af sted.

Om formiddagen var klubbens anlæg fyldt med masser af børne- og ungdomsspillere samt forældre, da klubbens U11 piger og U7 drenge spillede turneringskampe mod lokale modstandere. Begge hold er populære, da der hele tiden kommer nye spillere til.

Efter velkomst fra Formand for Tranum Gymnastikforening, Thomas Leonhard Jensen samt taler fra Mogens Gade og DBU-repræsentant Thomas Jensen var det tid til at byens børn og unge kunne afprøve multibanens mange muligheder – der var konkurrencer i basketball, hockey og jonglering med fodbolde inden en håndfuld af klubbens petanquespillere tiltrak sig børnenes opmærksomhed.

De aktive petanquespillere har ved flere lejligheder arrangeret små turneringer for byens børn. Dagen inden havde petanquespillerne sammen med yderligere et par håndfulde af klubbens mange frivillige arrangeret en aktivitetsdag, hvor alle børn på Tranum Skole var inviteret til et par aktive timer på Tranum Gymnastikforenings flotte anlæg.

I den bagende sol blev der leget fangelege, spillet hockey, leget med bolde inden der var pølsehorn og grønt til alle børnene. Tranum Gymnastikforening håber på, at aktivitetsdagen med skolen kan blive en tradition.

- At trække børn og unge til banen er nemlig en af de væsentligste årsager til, at DBU og Nordea tildeler midler til de populære multibaner, forklarer Lars Frøstrup fra Tranum Gymnastikforening.

Klubben har udover de mange penge fra DBU, Nordea, Bygge- og Anlægsfonden og Jammerbugt Kommune selv spyttet midler i projektet.

- De penge er blandt andet kommet ind ved det traditionelle sponsorcykelløb, som klubben afholder en gang om året, siger Lars Frøstrup. Dette års løb afholdes søndag 6. september, hvor klubben håber på en god opbakning fra medlemmer og sponsorere.

pd

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden