Borgmesterkandidat: Jytte vil røre i gryden

Der skal nye boller i marmeladen - Jytte Høyrup springer ud som borgmesterkandidat for Venstre

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

KVISSEL:- Jeg er klar. Klar til at røre i gryderne og til at produktudvikle Frederikshavn Kommune. Også som borgmester.

Det siger byrådsmedlem Jytte Nimand Høyrup.

Som omtalt forleden trækker Lars Møller sig som Venstres borgmesterkandidat, og mens de mest oplagte kronprinser i Venstres byrådsgruppe, Anders Broholm og Mogens Brag, tøver med at træde ind i kampen, melder Jytte Høyrup sig nu som et frisk og overraskende bud på en ny borgmester.

Jytte Høyrup er medejer af virksomheden Fynbo Foods i Vrå, som hun selv var med til at stifte for 14 år siden, og hun har for længst meddelt, at hun trækker sig ud af virksomheden i 2016.

Forskellighed en styrke

- Det har jeg gjort længe før, det her blev aktuelt, men det betyder, at jeg nu får tid. Tid til at markedsføre Venstre og til at føre min egen valgkamp, hvis det bliver mig. Vi skal have endnu mere gang i kommunens fire vækstspor, og jeg er også klar til at arbejde med at udvikle specialiteter - og intens synliggørelse af Venstres politik, siger Jytte Høyrup, der sidder i arbejdsmarkeds- og sundhedsudvalget. I sin fritid spiller hun bridge og er medlem af Morgenfruerne og Lions Kattegat.

Du er en af de nye i byrådet med blot to års erfaring. Føler du dig rustet til opgaven?

- Ja, det gør jeg. Jeg kommer med det, der er mig. Jeg har en lang erhvervserfaring, og jeg tror, det er min fordel, at jeg ikke har siddet længere tid i byrådet. Jeg er ikke vaccineret med politiske holdninger, men er vant til at se muligheder og løsninger. Vi er 10 meget forskellige individer i Venstres gruppe, ligeligt fordelt på mænd og kvinder og spredt over tre generationer. Det er vores styrke, og politik er og skal være et teamwork.

Andre forudsætninger

Bliver det dig, skal du op imod Birgit Hansen, som har mange års erfaring fra både Sæby og Frederikshavn Byråd. Hvordan kan du have mod på det?

- Jeg kommer med nogle andre forudsætninger. Det er min styrke. Som iværksætter og grundlægger af Fynbo Foods er jeg vant til at sætte mig nogle svære mål og jeg har mod på det. Det afskrækker mig ikke, og der skal måske en kvinde til at turde det.

Hvorfor skal vælgerne så stemme på dig, og hvilken forskel kan du gøre?

- Frederikshavn skal være en god kommune at bo og arbejde i. Det skal være nemt at drive virksomhed. Vi skal have mere gang i erhvervslivet, iværksætteri og eksportmulighederne, så vi kan højne indtægterne og få råd til bedre velfærd. Jeg kommer med nogle andre forudsætninger end Birgit, og er meget fokuseret på, at der skal ske noget på arbejdsmarkedsområdet, hvor vi har en kæmpe opgave med at skaffe nok arbejdskraft.

Ytringsfrihed - i byrådssalen

Birgit Hansen styrer byrådsmøderne med hård hånd. Alt er klappet af på forhånd, og der er ikke megen plads til fri meningsudveksling. Hvilken stil vil du køre som mødeleder, hvis det bliver aktuelt?

- Jeg går ind for ytringsfrihed. Birgit har en stram form og også været lidt efter mig, men jeg synes, der skal være plads til spontan debat i byrådet. Det giver de bedste løsninger. Vi skal samarbejde, men vi er da valgt til at have forskellige holdninger. Der er også forskellige kulturer i partierne, men selvfølgelig skal der være plads til, at alle kommer til orde med det, de har på hjerte, siger Jytte Høyrup.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.