Erhverv

Bortvist for at oplade telefon

Restaurant Sans i Aalborg bortviser kokke-elev for at stjæle strøm

Tobias Koch opladede sin telefon uden at spørge om lov, og så blev han bortvist fra Restaurant Sans - dog først efter at have færdiggjort dagens arbejde. Foto: Michael Bygballe
Tobias Koch opladede sin telefon uden at spørge om lov, og så blev han bortvist fra Restaurant Sans - dog først efter at have færdiggjort dagens arbejde. Foto: Michael Bygballe Michael Bygballe

AALBORG: ”Vi bortviser dags dato Tobias Koch for at stjæle strøm fra restauranten ved at lade sin telefon op uden tilladelse fra restauranten.”

Sådan lød den besked, som den 19-årige kokkeelev Tobias Koch torsdag aften modtog fra sin arbejdsgiver, Restaurant Sans i Aalborg.

Dermed fik to års ellers vellykket ansættelsesforhold en brat og ufredelig afslutning.

I bortvisningen hedder det videre:

”Virksomheden forbeholder sig ret til at gøre et eventuelt erstatningskrav gældende for tab, som virksomheden måtte have lidt som følge af din adfærd.”

Bortvisningen er underskrevet af den ene af Restaurant Sans’ to ejere, Rune Warming Christensen.

Han overrakte Tobias Koch bortvisningen torsdag aften, efter at de to sammen havde afsluttet dagens arbejde.

- Jeg havde tilbudt at møde en time tidligere næste dag for at klare nogle forberedelser til frokosten. Men Rune syntes, vi skulle gøre arbejdet færdigt med det samme - hvorefter han bortviste mig. Det kom helt bag på mig, siger Tobias Koch.

Rune Warming Christensen har ikke haft tid til at tale med NORDJYSKE. Han henviser til sin medejer af Restaurant Sans, Lasse Holst, der gerne besvarer spørgsmål:

Er det normalt, at I bortviser ansatte, fordi de oplader deres telefon?

- Det er ikke kun en enkelt opladning, det handler om. Tobias havde sin oplader med på arbejde hver dag. Men det er første gang, vi bortviser folk for strømtyveri, og jeg tør godt love, det ikke kommer til at ske igen.

Har det noget at gøre med, at I tidligere på dagen var blevet præsenteret for nogle krav, som 3F havde stillet på Tobias’ vegne?

- Det er 3F, der har opildnet til situationen, ja. Hvis man bliver presset tilstrækkeligt, må man gribe til nødløsninger.

I truer Tobias med at kræve erstatning for hans strømforbrug. Hvordan vil I opgøre, hvor meget strøm han har brugt?

- Det er bare noget, vi skriver. Vi agter ikke at gøre kravet gældende.

Vanvittigt

Fagforeningen 3F Aalborg raser over bortvisningen.

- Jeg har aldrig set noget lignende. Det er fuldstændig vanvittigt, siger næstformand Allan Busk, 3F Aalborg.

Tobias Koch henvendte sig onsdag til 3F Aalborg, fordi Restaurant Sans havde meddelt ham, at han ikke kunne beholde sin læreplads efter nytår, ifølge Tobias Koch fordi restauranten skal lukke.

3F blev opmærksom på, at Tobias Koch angiveligt manglede overtidsbetaling, weekendfri, helligdagstillæg og betaling af arbejdssko.

Fagforeningen fremsatte kravene over for de to ejere af Restaurant Sans med trussel om konkursbegæring. Det skete på et møde torsdag middag. Samme aften blev Tobias Koch bortvist.

- Jeg har været rigtig glad for min læreplads. Det er trist, at det skulle ende sådan her, siger Tobias Koch - i telefonen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden