Landmand slemt forbrændt ved ild i lade
Ild i lade i landejendom nær Farsø
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:05
NORDJYLLAND: En 33-årig landmand blev slemt forbrændt, da der søndag eftermiddag opstod brand på en landejendom på Holmevej mellem Farsø og Aars.
Ilden opstod kort før kl. 17 i en stor lade, hvor der lå halmballer. Årsagen kan muligvis være en el-fejl, ifølge Nordjyllands Politi.
Landmanden blev forbrændt i ansigtet og på armene, og han blev med ambulance bragt til sygehuset i Viborg.
Han er ikke livsfarligt forbrændt, ifølge politiets oplysninger.
En syg ko, der befandt sig inde i laden, omkom, oplyser Nordjyllands Beredskab.
Laden, som er 250-300 kvadratmeter stor, blev ødelagt af branden. Den var ikke helt fyldt op med halm, og brandfolk fra Nordjyllands Beredskab valgte at lade ilden i halmen brænde ud.