Brian Holm-sag ankes ikke til landsretten
Frifindelse af den tidligere professionelle cykelrytter står nu ved magt
FREDERIKSBERG: Anklagemyndigheden vil ikke anke sagen mod Brian Holm, som blev frifundet den 3. juli ved retten på Frederiksberg for at have krænket en 7-årig pige seksuelt.
Det skriver DR Nyheder.
- Det var en enig domsmandsret der frifandt Brian Holm, og vi vurderer ikke, at landsretten vil nå til en anden vurdering af beviserne, og derfor anker vi ikke sagen, siger vicestatsadvokat Anders Riisager til DR Nyheder.
Dermed er frifindelsen af Brian Holm endelig.
Brian Holm har hele tiden nægtet sig skyldig, og hans forsvarer Karoline Døssing Normann havde procederet for en frifindelse.
Enighed om frifindelse
Hun hæftede sig efter dommen tidligere på måneden ved, at dommerne var enige om frifindelsen.
- Den kontakt, der var den nat, var ikke af seksuel karakter. Det beror på en misforståelse, sagde forsvarer Karoline Døssing Normann, og sagde, at både hun og Brian Holm anerkender, at pigen har følt sig krænket.
Det var i maj, at Brian Holm blev sigtet for at have krænket den syvårige pige seksuelt. Her valgte han selv at stå frem på et hasteindkaldt pressemøde og fortælle om sigtelsen.
Senere blev han så tiltalt efter straffelovens paragraf 232 - paragraffen om blufærdighedskrænkelse.
Kom fuld hjem
Den episode, som første til, at sagen blev meldt til politiet, fandt sted den 26. april mellem klokken 03 og 05 om natten, da Brian Holm kom fuld hjem.
Ifølge pigen krænkede Brian Holm hende både fysisk og psykisk, men ifølge Brian Holm selv, gjorde han ikke noget strafbart. Han har derfor nægtet sig skyldig under hele sagen.
Brian Holm var professionel cykelrytter fra 1986 til 1998. I dag er han sportsdirektør for cykelholdet Omega Pharma-Quick-Step.
Han er også byrådsmedlem for De Konservative på Frederiksberg, hvor han blev valgt ind i november sidste år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.