Anlægsbyggeri

29 centimeter udløser gigantisk frustration - og et klagebrev til statslig myndighed

Borgmester i nordjysk kommune er faret i blækhuset

Det er med at holde tungen lige i munden, når man står af toget på Brønderslev Station.
Det er med at holde tungen lige i munden, når man står af toget på Brønderslev Station. Arkivfoto: Torben Hansen

BRØNDERSLEV: I årevis har Brønderslev Kommune arbejdet på at få mindsket gabet mellem tog og perron på stationen i Brønderslev, så passagerer ikke med fare for liv og lemmer skal hoppe op eller træde 29 centimeter ned ved på- og afstigning.

BaneDanmark har tidligere anslået, at man måske kunne være klar med en løsning i begyndelsen af 2024, men som Nordjyske kunne berette forleden, så er tidsplanen skredet - nu snakker man om udgangen 2025.

Forklaringen fra BaneDanmark er blandt andet, at markedet er overophedet, og det kan være svært at skaffe materialer og folk til de opgaver, der sendes i udbud.

Foreslår nyt udbud

Meldingen fra BaneDanmark har nu fået Brønderslev-borgmester Mikael Klitgaard (V) til at fare i blækhuset - torsdag sendes der et klagebrev til den statslige myndighed.

I brevet foreslås det blandt andet, at BaneDanmark laver udbuddet igen.

"Så skal vi nok tage kontakt til det nordjyske erhvervsliv, så der kan komme brugbare bud", lyder det blandt andet.

- Vi sender brevet nu, fordi vi er skuffede over den nye udmelding. Jeg synes, det smager lidt af en dårlig undskyldning, når man siger, at det er svært at finde arbejdskraften - BaneDanmark må lige prøve en gang mere for at se, om det ikke kan lade sig gøre, siger Mikael Klitgaard.

Hånden på hjertet - tror du I får noget ud af Jeres henvendelse?

-Politik er jo at kunne påvirke tingene, og vi tror på det - men jeg må da også erkende, at det er en sag vi har arbejdet med i efterhånden 20 år nu, hvor vi har snakket med utallige transportministre, siger borgmesteren.

Anlægsarbejdet på perronen i Brønderslev kommer formentlig til at koste omkring 45 millioner kroner.

Brevet til BaneDanmark

Det var med stor skuffelse, at vi fik besked om, at den problematiske perron på Brønderslev Banegård bliver udskudt endnu et år til 2025.

I alt for mange år har togrejsende hoppet 29 centimeter for at komme op i / ned af toget. Det er en stor udfordring – særligt for ældre og gangbesværede.

Vi anerkender, at der er travlhed i byggebranchen, og at det kan være vanskeligt at finde folk til at udføre arbejdet, men at projektet skal forsinkes næsten to år er for os uforståeligt. Banedanmark siger, at der er for få, der byder på deres anlægsarbejder.

Vi foreslår, at man laver udbuddet igen, så skal vi nok tage kontakt til det nordjyske erhvervsliv, så der kan komme brugbare bud. Det kan også undre os, at man tilsyneladende godt kan finde den nødvendige arbejdskraft i Hjørring og Aalborg, hvor arbejdet med stationerne fortsætter.

Den langsommelige udbedring af perronen gør ikke borgernes lyst til at bruge offentlig trafik større.

Hvis intet andet er muligt, forventer vi, at der bliver lavet en midlertidig løsning fra Banedanmarks side, således at borgere i Brønderslev og pendlere sikkert kan stige på og af toget i byen.

Vi er altid klar til en dialog om både udbud og/eller en midlertidig løsning og gerne i samarbejde med Nordjyske Jernbaner.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden