Berømt grillbar er solgt: Bliver monsterburgeren hjemløs?

Casper Nielsen rykker ud af sin kendte grillbar

Casper Nielsen med monsterburgeren, der gjorde både ham og grillbaren i Brønderslev kendt vidt og bredt. <i>Arkivfoto: Allan Mortensen</i>

Casper Nielsen med monsterburgeren, der gjorde både ham og grillbaren i Brønderslev kendt vidt og bredt. Arkivfoto: Allan Mortensen

BRØNDERSLEV:Grillbaren "Ædedolken" i Brønderslev blev nærmest ikonisk, da ejeren Casper Nielsen for et års tid siden præsenterede sin monsterburger.

Den voldsomme burger blev et regulært Facebook-hit, og gav derved masser af omtale og opmærksomhed til grillbaren i Brønderslev. Men nu er grillbaren solgt. Det skriver Casper Nielsen på Ædedolkens Facebook-side.

Casper Nielsen skriver sådan her:

"Beklager mange gange denne triste nyhed, men jeg har valgt at sælge Ædedolken", lyder det indledningsvist.

Ædedolken er solgt med virkning fra 18. juli 2022.

"Den nye ejer af ædedolken er et kendt ansigt i Vejgaard Bymidte, nemlig grillbaren på torvet. Han overtager lokaler og Ædedolkens koncept, og vi ved, at Ædedolken kommer til at leve videre med ny frisk energi".

Den kendte megaburger - med navnet "Challenge Burger" - var sammensat af hele fem bøffer og masser af tilbehør. Den kunne mønstre en samlet vægt på ikke mindre end 1,4 kilo, og hvis kunderne kunne spise burgeren til 179 kroner helt op, så var den gratis.

Fokus på foodtruck

Selv om Casper Nielsen nu forlader grillbaren, så har han dog allerede sin egen fremtid på plads.

"Når et kapitel lukker ned, åbner sig der altid nye muligheder. Jeg forsætter selvfølgelig med at lave lækre burgere, det bliver dog kun i vores nyindkøbte foodtruck", hedder det i Facebook-opslaget.

Frem til 18. juli kører foodtrucken under navnet "Ædedolken". Derefter bliver det under et navn, som offentliggøres på et senere tidspunkt.

Casper Nielsen benytter afslutningsvist også Facebook-opslaget til både at takke kunderne og også beklage nogle af de udfordringer, som han har været gennem i løbet af den seneste periode:

"Jeg lægger mig fladt ned for alle vores dejlige gæster, som vi har kunne betjene det sidste halvandet år. Jeg ved, jeg har lavet fejl, og I er kommet til et køkken uden strøm, forsinkede bestillinger, ordrer der har været pakket forkert, men I gæster er altid vendt tilbage for at støtte op om Ædedolken trods de mange udfordringer, vi har haft. Tak til alle, som er kommet langvejs fra for at sætte tænderen i vores møgbeskidte Challenge Burger, og stor ros til de ædedolke som kunne æde sig igennem en burger med 5x bøffer, ekstra ost, bacon og 2 dl ostesauce."

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.