Den er hjemme: - Det største vi har oplevet i dette århundrede
- Vi kan bygge utroligt meget og utroligt flot for de penge, der er samlet ind. Men det er livet i bygningerne bagefter, der er det væsentligste, påpeger borgmesteren
Opdateret kl. 11:53
Man skal passe på med at sige, at "den er hjemme" i sport og politik - men efterhånden tør de vist godt tage ordene i deres mund i Brønderslev Kommune.
Her har de nemlig fået jackpot endnu en gang i forsøget på at rejse et tre-cifret million-beløb til ombygningen af en gammel fabriksbygning i Kulturområde Hedelund, der skal udvikles til et aktivitets- og kulturmekka - en slags Nordkraft nord for fjorden.
Yderligere 18,5 mio. kr. er således netop tilfaldet projektet fra Nordea fonden.
- Dette byggeri bliver det største vi har oplevet i Brønderslev Kommune i dette århundrede, siger borgmester Mikael Klitgaard (V) med henvisning til, at ombygningen af PN Beslagfabrik i Brønderslev midtby løber op i mere end 156 millioner kroner.
- Vi kan bygge utroligt meget og utroligt flot for de penge, der er samlet ind. Men det er livet i bygningerne bagefter, der er det væsentligste, påpeger borgmesteren.
Finansieringen er nu i al væsentlighed på plads både for byggeri og aktiviteter de første tre år.
Sammen med de øvrige store donationer fra A.P. Møller Fonden, Realdania, Augustinusfonden, det Obelske familiefond samt Brønderslev Kommunes, Brønderslev Amatørscenes og Vildmosemuseets bidrag sikrer Nordea-fondens donation, at der både er finansiering til at ombygge fabriksbygningerne til et attraktivt kultur- og oplevelsesområde for borgere og besøgende i Brønderslev og økonomi til en aktivitetsmedarbejder i Kulturområde Hedelund samt evaluering af projektet efter tre år.
Brønderslev KommuneSpisested
Hos Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden, er der også store forventninger til projektet:
- Her vil være teater, biograf, spillested, kulturskole, spisested og en masse andre spændende kulturoplevelser, der kan samle generationer på tværs – og også skabe nye, stærke fællesskaber, lyder det.
Allerede nu er arbejdet med at lave byggeprogram, sikre bygherrerådgivning og derefter arkitektkonkurrence i støbeskeen. Derefter kommer udbuddet af byggeriet og den endelige byggeperiode, inden Fabrikken kan tages i brug som ny kulturinstitution og kulturområde i Brønderslev i 2027.
Ud over økonomien fra fondene, kommunen, Vildmosemuseet og teaterforeningen, er det også meningen, at der skal gives mulighed for lokale borgere og virksomheder at vise deres opbakning til Kulturområde Hedelund.
Når arkitektkonkurrencen er afholdt, er det planen, at der skal åbnes for crowdfunding, så borgere, foreninger og lokale virksomheder kan købe sig en ”aktie” i byggeriet.
- Det er borgernes sted. Det skal summe af aktivitet og liv. Så jeg kan kun opfordre alle, der har et hjerte for Hedelund, Rododendronparken, kulturlivet og udviklingen af Brønderslev til at byde ind, når vi åbner for muligheden for at blive en del af dette fantastiske projekt, siger formanden for den politiske styregruppe bag Fabrikken og Kulturområde Hedelund, Steen Søgaard Petersen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.