Hals

Det sidste bageri i Hals lukker

Forretningen er lukket øjeblikkeligt

Bagermester Steen Mejdahl ønsker endnu ikke at kommentere lukningen. Han henviser til facebook-opslaget, som har affødt et væld af sympatierklæringer.
Bagermester Steen Mejdahl ønsker endnu ikke at kommentere lukningen. Han henviser til facebook-opslaget, som har affødt et væld af sympatierklæringer. Foto: Allan Mortensen/Expo Fotografi

Det sidste bageri i den tidligere Hals Kommune er nu fortid. Mejdahls Bageri i Østergade i Hals har valgt at lukke som en konsekvens af den galopperende inflation. 

I et opslag på facebook annoncerede indehaverne, Lise og Steen Mejdahl fredag, at forretningen var lukket per dags dato. 

- Med først en periode med corona og nu en krig, der medfører råvarestigninger og energiafgifter, som er helt hen i vejret, er beslutningen, at forretningen lukker, lyder det i opslaget. 

Dette medførte straks et væld af sympatierklæringer. 

- Kan ikke beskrive, hvor træls det er for byen, skriver Michael Skytt. 

- Håber I kommer godt igennem. Jeres brød vil blive savnet, fortsætter han og suppleres af blandt andre Lene Winther Jørgensen. 

- Det gør virkelig ondt at læse, at vi ikke har vores fantastiske bager i Hals længere. 

Ulla Larsen-Coles sender i samme henseende tre vrede smileys afsted mod Christiansborg. 

- Det er så trist. Nu må regeringen sgu komme i gang med at hjælpe fødevarebranchen. Det her går da helt galt, fastslår hun.

Lise og Steen Mejdahl har drevet bageriet i 10 år. De ønsker endnu ikke at kommentere lukningen yderligere, men runder opslaget af med at konstatere, at der altså nu ikke længere findes en håndværksbager i Hals.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden