Melding om brand i testcenter: Folk blev evakueret

Stor sky stod op fra taget i tidligere Føtex-bygning, der nu er Covid19-testcenter

Arkivfoto

Arkivfoto

BRØNDERSLEV:En melding om brand i den tidligere Føtex-bygning på Peter Møllers Plads i Brønderslev førte søndag eftermiddag til evakuering af de folk, der var i bygningen for at blive testet for Covid19-virus.

Den tidligere Føtex-bygning agerer nemlig testcenter, da Føtex forlængst har forladt bygningen..

- Vi fik meldingen om branden klokken 16.05, og vi rykkede med et fuldt slukningstog, da meldingen gik på brand i taget, og så bliver man altid lidt nervøs, lyder det fra indsatsleder Jørgen W. Pedersen fra Nordjyllands Beredskab.

Han oplyser, at folkene i testcenteret havde gjort det eneste rigtige: nemlig fået de fremmødte i centeret ud af bygningen i en fart, så centeret var kortvarigt evakueret.

Evakueringen kunne dog hurtigt afsluttes, da første brandmand på stedet efter at være kommet op på taget i nærheden af "branden" kunne konstatere, at det, folk troede var en røgsky, rent faktisk var en dampsky fra et lækket varmerør.

- Når det varme vand slipper ud fra et lækket rør til en temperatur på måske omrking seks graders frost, så danner det lynhurtigt en massiv dampsky, der sagtens kan forveksles med en røgsky, forklarer indsatslederen, der derfor godt forstår anmeldelsen om branden.

Jørgen W, Pedersen oplyser, at der var tale om et lækket vandrør, der skulle sørge for varmt vand til en varmeveksler, som igen skulle sørge for varmen i den store bygning, der altså nu rummer Covid19-testcenteret i Brønderslev.

- Heldigvis kom der hurtigt en VVS-mand til stede. Han kunne lukke for vandet og dermed få stoppet for det varme vand, der skabte den store dampsky, siger indsatslederen.

Folkene i testcenteret sørgede for spande til at opsamle vandet, der dryppede ned fra det lækkede vandrør, og så kunne test-aktiviteten genoptages.

- Og vi kunne returnere til stationen efter godt en halv times tid på stedet, lyder det fra Jørgen W. Pedersen, der glæder sig over ikke at være kommet for alvor på arbejde med en rigtig brand på stedet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.