Rejser

Nordjysk par slap ud: - Det har været en meget anderledes rejseoplevelse

Efter næsten fire måneders karantæne i Peru er Niels og Ranveg hjemme i Brønderslev igen

Niels og Ranveg Clemmensen i lufthavnen i Lima kort før afgang. Der er ikke sparet på værnemidler. Privatfoto
Niels og Ranveg Clemmensen i lufthavnen i Lima kort før afgang. Der er ikke sparet på værnemidler. Privatfoto

BRØNDERSLEV: Efter et halvt år i Peru, heraf næsten fire måneder i karantæne på en campingplads, er det nordjyske par, Niels og Ranveg Clemmensen tilbage i Brønderslev i god behold.

- Det gik lige pludselig stærkt med at få en flyforbindelse, og det er selvfølgelig rart at være hjemme blandt familie og venner igen, siger Niels Clemmensen.

NORDJYSKE har fulgt med i parrets oplevelser under corona-karantænen i det sydamerikanske land, hvor det rejsende par strandede på en campingplads med andre rejsende i Cusco, i den sydøstlige del af landet.

Fra marts til midten af juli måned var parret strandet på campingpladsen med deres autocamper. Her havde de på et tidspunkt muligheden for at komme med et evakueringsfly til europa, men valgte at blive.

- Det har vi ikke fortrudt. Det blev ikke den tur rundt i Peru, som vi havde forestillet os, men til gengæld oplevede vi et fantastisk fællesskab med de andre rejsende, der ligeledes var strandede fortæller Niels Clemmensen.

I fem år har Niels og Ranveg turneret rundt i Nord, - Sydamerika i deres autocamper.

Parret, der igennem fem år har rejst rundt i Canada, USA og nu Sydamerika, holdt modet og humøret oppe som fastsliggere, og i i juli måned kunne de igen køre lidt rundt i landet. Men smittespredningen tog til, og parret søgte ind på en campingplads nær hovedstaden Lima. De havde en returbillet til 16. august, men tæt på den dato så det ud til, at der igen blev lukket ned af for al flytrafik.

- Vi kontaktede ambassaden og så vores flyselskab KLM. Indehaveren af campingpladsen hjalp os med at ringe dem op, og pludselig var der en mulighed for afgang med et fly 20. august. Det var meget specielt i lufthavnen med skrappe procedurer. Det var også den eneste afgang den dag, fortæller Niels Clemmensen.

Fredag 21. august landede parret i Aalborg Lufthavn. Autocamperen er stadig i Peru, og parret har da også planer om at vende tilbage.

- Vi fik jo slet ikke oplevet de store attraktioner som Machu Picchu, og vi har også planer om at køre i Chile og Argentine. Så vi vender tilbage, når det her corona har lagt sig. Formentlig til næste forår.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden