Populær pølsebod er genåbnet med ny mand i spidsen
Nu kan man igen få en hotter eller en burger på Banegårdspladsen i Brønderslev - ny pølsemand er tidligere golftræner Rasmus Lange
Opdateret kl. 09:59
BRØNDERSLEV: Efter en periode uden mulighed for at få en pølse i Pølseboden på Banegårdspladsen slog den lille Pølsebod torsdag atter dørene op for kunderne.
Bag disken var Rasmus Lange, som på åbningsdagen jonglerede pølser, brød, ketchup, remoulade, to slags løg og meget mere - alt sammen tilsat et godt humør.
Rasmus Lange bor i Brønderslev og har i 15 år været golftræner i forskellige klubber og har også arbejdet som tjener - men nu har han altså kastet sig ud i et helt nyt område.
God stemning
Han havde selvfølgelig spottet, at Pølseboden, hvor han også selv var kunde, stod ledig. Men ellers betegner han beslutningen om at blive pølsemand som lidt tilfældig.
- Jeg tænkte, at det kunne være hyggeligt, smiler han.
Desuden kan han godt lide stemningen i en pølsevogn.
Forud for åbningen har han fået hjælp af en af Pølsebodens tidligere bestyrere, som han kender, og på åbningsdagen i går var der pænt med kunder. Der faldt flere friske bemærkninger til den nye pølsemand, der ikke lagde skjul på, at han er ny i faget.
God første dag
Mange lagde vejen forbi efter en hotdog eller andet, og allerede tidligt på eftermiddagen kunne Rasmus Lange melde, at han var godt tilfreds med sin første dag i Pølseboden.
- Jeg har haft noget at lave hele dagen, uden at jeg har haft alt for travlt, fortalte han.
Han melder også, at kunderne har taget godt imod ham.
- De har været søde - og tålmodige, konstaterer han.
Planen er nu, at han selv skal køre Pølseboden indtil videre og hen ad vejen få en fornemmelse af, om der er basis for at ansætte en.
Rasmus Lange har forpagtet Pølseboden af Tulip og Premier Is.
Pølseboden lå tidligere på Peder Møllers Plads, men den blev i 2001 flyttet til Banegårdspladsen.
Den har tidligere været drevet af tidligere folketingsmedlem Kresten Poulsgaard.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.