13-årig pige dræbt i Hjallerup: 13-årig pige og 17-årig dreng anholdt
Politi har afspærret et større område i byen
Opdateret 15. marts 2024 kl. 13:04
En 13-årig pige er mandag aften blevet dræbt i Hjallerup. Det oplyste Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse ved midnatstid.
Politiet rykkede ud efter et 112-opkald mandag klokken 22.10 til Gravensgade 16, hvor varmeværket har adresse.
- Ved patruljerne og ambulancens ankomst fandt man en svært tilskadekommen 13-årig pige, som kort efter blev erklæret død på stedet, skriver politiet.
Kort efter anholdte politiet to mistænkte i sagen.
Der er tale om en 13-årig pige og en 17-årig dreng.
- Vi ved, at der er en relation mellem den dræbte og de to anholdte, men vi kan på nuværende tidspunkt ikke udtale os om motivet for drabet. Vi kommer til at undersøge sagen til bunds og afdække hele hændelsesforløbet – før, under og efter, lyder det fra leder af politiets efterforskning, fungerende vicepolitiinspektør Mads Hessellund i en pressemeddelelse.
Politiet oplyser, at de pårørende til den 13-årige pige er underrettet.
Efterforskningen
Kommunikationsrådgiver Lene Kold fra Nordjyllands Politi fortæller tirsdag morgen, at efterforskningen i sagen vil pågå tirsdagen igennem, og at politiet vil være synligt i bybilledet.
Det er endnu for tidligt for politiet at udtale sig om, hvilken relation den dræbte, den 13-årige og den 17-årige har.
Politiet kan heller ikke udtale sig om, hvor de tre stammer fra, eller om det er skolebørn fra byen.
En 17-årig dreng og en 13-årig pige er blevet anholdt i forbindelse med mandagens drab på en 13-årig pige i Hjallerup i Nordjylland.
Generelt bliver de sociale myndigheder involveret, hvis en person under 18 år begår kriminalitet.
Men mens personer over 15 år kan blive straffet som voksne, gælder der andre regler for børn under den kriminelle lavalder.
Læs mere om den kriminelle lavalder her.
* Per straffelovens paragraf 15 kan handlinger foretaget af børn under 15 år ikke straffes ved en domstol. Det gælder uanset forbrydelsens alvorlighed.
* Det er dog ikke nødvendigvis uden konsekvenser, hvis et barn begår kriminalitet.
* Børn og unge under 15 år kan godt blive anholdt, afhørt og ransaget i tilfælde af mistanke om kriminalitet.
* For børn og unge mellem 10 og 17 år, der er mistænkt for at have gjort noget kriminelt, kommer Ungdomskriminalitetsnævnet (UKN) i spil.
* Mistænkte børn mellem 10 og 14 år vil blive indkaldt til et møde i UKN. Da unge over 15 år godt kan blive dømt, er det op til en dommer at beslutte, om de skal til et møde i UKN.
* På mødet deltager en ansat fra politiet, en repræsentant fra kommunen og en dommer.
* UKN vil efter mødet afgøre, hvilke indsatser der skal sættes i gang for, at barnet eller den unge kan leve et liv uden kriminalitet.
* Det er altså ikke rets- og fængselsvæsnet, der har ansvaret for børn under 15 år, men derimod de sociale myndigheder, som i yderste tilfælde kan beslutte at anbringe vedkommende uden forældrenes samtykke.
* Selv om børn under 15 år ikke kan dømmes ved en domstol, kan børn helt ned til 4 år stilles erstatningsansvarlige.
* Den kriminelle lavalder har i lang tid været 15 år med undtagelse af en periode mellem 2010 og 2012, hvor den fra politisk side først blev sænket og derefter hævet igen.
* Den kriminelle lavalder varierer fra land til land. I Schweiz kan man straffe børn helt ned til ti år gamle.
* I andre lande skal unge op til 18 år for ungdomsdomstole, som typisk tager midler som anbringelse og social hjælp i brug.
Kilder: Ritzau fra Juraviden.dk, Legal Desk, Det Kriminalpræventive RådInformationer til politiet
Nordjyllands Politi har natten igennem arbejdet på højtryk i området omkring Hjallerup Fjernvarme på Gravensgade, hvor den 13-årige pige blev fundet, men er også tilstede i andre dele af byen. Generelt vil borgere i og omkring Hjallerup kunne se synligt politi, samt beredskab og hjemmeværn, ligesom politiets hunde vil søge spor forskellige steder.
Borgere i Hjallerup vil formentlig blive mødt af afspærringer i dele af byen tirsdag morgen, da de tekniske undersøgelser vil fortsætte en rum tid endnu.
Mads Hessellund beder alle med oplysninger i sagen om at henvende sig på telefon 114.
- Vi understreger, at vi ser på sagen som en enkeltstående og dybt ulykkelig hændelse, men vi har fuld forståelse for, hvis det afføder utryghed i området og mange spekulationer om, hvad der kan være sket.
- Har man informationer i sagen som kan være af relevans for politiet, skal man endelig henvende sig på telefon 114. Alle oplysninger kan være værdifulde og bidrage til politiets efterforskning, oplyser han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.