Så er Harald Nyborg på plads i Brønderslev: Se billeder fra åbningen

Fredag morgen blev dørene til en ny butik slået op

Der var gule spande i gave til de første kunder i den nyåbnede Harald Nyborg. Foto: Henrik Louis <i>Foto:Henrik Simonsen</i>

Der var gule spande i gave til de første kunder i den nyåbnede Harald Nyborg. Foto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen

BRØNDERSLEV:Der var gule Harald Nyborg-spande til de første kunder, da detailkæden fredag morgen klokken otte slog dørene op til en helt ny butik i Brønderslev. På grund af det lidt tidlige tidspunkt var der ikke mange gæster fra start - men allerede i løbet af formiddagen havde der været mange forbi, fortæller butikschef Allan Nexø.

- Butikken har været fyldt med kunder, så jeg synes, vi har fået en god start. Vi er glade for at være kommet til byen - og at vi er blevet taget godt imod af kunderne. Så vi er super spændte på fremtiden.

Allan Nexø har tidligere været med til at åbne Harald Nyborgs butik i Hjørring, og han har gennem sine 20 år i virksomheden også været leder i afdelingen i Frederikshavn. De seneste fire år har det dog været Harald Nyborg i Aalborg, han har stået i spidsen for.

- Men jeg bor i Brønderslev, så derfor lå det lige til højrebenet at overtage her, når vi skulle åbne butikken, siger han.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Gennem det seneste halvandet år år har Allan Nexø vidst, at han skulle være butikschef, når åbningsdagen kom.

- Vi har overtaget selve bygningen for seks uger siden, men arbejdet med hele projektet har jo nærmest kørt over flere år. Så det er en længere proces, siger han og tilføjer:

- Derfor er det en stor dag i dag, hvor vi endelig kan komme rigtigt i gang. Det er noget, vi har ventet på i lang tid, siger Allan Nexø.

Om Harald Nyborg

Harald Nyborg A/S er en dansk detailkæde, der primært sælger varer indenfor hus og have. Selskabet blev grundlagt i 1904 med hovedsæde og centrallager i Odense-forstaden Højme.

Kæden har 43 danske butikker - og en enkelt i Sverige.

De nordjyske butikker ligger i Frederikshavn, Hjørring, Thisted, Aalborg - og nu også Brønderslev.

Siden 1983 har Harald Nyborg A/S været ejet af Kurt Daell, hvis familie grundlagde Daells Varehus.

Foruden Harald Nyborg består koncernen af Daells Bolighus og byggemarkedskæden Jem & Fix.

- God beliggenhed

Den nye butik har fået adresse på Jernaldervej 4 - tæt ved Hjørringvej. Harald Nyborg er dermed placeret tæt på blandt andet Jysk og Jem & Fix. Og så er der ikke så langt til motorvejen, hvilket også betyder en del. Det tilkendegav den administrerende direktør Arne Gerlyng-Hansen i forbindelse med et interview med Nordjyske tidligere på året:

- Mange passerer forbi der, så vi synes, det er en god beliggenhed. Vi kommer til at ligge sammen med andre butikker, som vi også har god erfaring med at ligge sammen med andre steder. Dem, der kommer og handler i Harald Nyborg, kommer i bil stort set alle sammen, og nogle har trailer med, så der skal være god plads til at komme til og fra.

Med åbningen i Brønderslev har Harald Nyborg nu 43 danske butikker - og det er en del af koncernens strategi at ekspandere i disse år. Om det sagde Arne-Gerlyng-Hansen:

- Vi har i de senere år rykket ud i de lidt mindre byer og har gode erfaringer med, at kunderne tager godt imod. Derfor er turen nu kommet til Brønderslev blandt andet, men en del andre også, sagde han.

Udover Brønderslev har Harald Nyborg nordjyske butikker i Frederikshavn, Hjørring, Thisted og Aalborg.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.