Uhyrlige forhold på plejecentre fortsætter - til politikerne finder penge

- Det ville klæde politikere at tage ansvar, mener FOA Vendsyssel

- Det ville klæde politikerne, at de påtager sig et ansvar også. Du kan ikke vride mere ud af de budgetter, de har rundt omkring på institutionerne, siger Hanne Christensen, der er formand for social- og sundhedssektoren i FOA Vendsyssel. Foto: Henrik Louis <i>Foto:Henrik Simonsen</i>

- Det ville klæde politikerne, at de påtager sig et ansvar også. Du kan ikke vride mere ud af de budgetter, de har rundt omkring på institutionerne, siger Hanne Christensen, der er formand for social- og sundhedssektoren i FOA Vendsyssel. Foto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen

VENDSYSSEL:De ansatte på plejecenteret Margrethelund i Dronninglund har over den seneste tid fået hård kritik fra pårørende til stedets beboere.

Men faktisk er det de lokale politikere, der bærer en stor del af ansvaret. Det mener man i organisationen, der repræsenterer de ansatte:

- Det ville klæde politikerne, at de påtager sig et ansvar også. Du kan ikke vride mere ud af de budgetter, de har rundt omkring på institutionerne. Og det gælder både børneområdet og ældreområdet. Politikerne skal simpelthen til at investere noget, fastslår Hanne Christensen, der er formand for social- og sundhedssektoren i FOA Vendsyssel.

I Nordjyske har man blandt andet kunnet læse om om 78-årige Jørgen Jørgensen, der afgik ved døden efter syv frygtelige uger på plejecenteret i Dronninglund.

Og man har også kunnet følge Frans Arentsen, der havde et uskønt forløb på stedet. Blandt andet oplevede han, at personalet havde fået alt hans tøj væk, og derfor måtte den 73-årige sklerosepatient opbevares i sin seng, indtil tøjet blev fundet igen.

- Vi har en forventning om, at vi tager os kærligt af hinanden, når vi er syge, sårbare og svage. Vi skal være trygge ved at aflevere vores familiemedlemmer i hænderne på dem, der skal tage sig af dem. Og det skal man også i Brønderslev Kommune, siger Hanne Christensen.

Personale løber stærkt

Sektorformanden er ked af at se den kritik, der hagler ned over Margrethelund. For hun oplever, at personalet, løber rigtigt stærkt - og det gælder både på Margrethelund og på plejecentrene generelt.

- Arbejdsmiljøet for vores medlemmer er virkelig presset, siger hun.

- Det er tit meget travlt og forjaget - og det overblik og den ro, man gerne vil have, kan næsten være umulig at finde.

FOA Vendsyssel er kede af den kritik, der er haglet ned over Margrethelund. Arkivfoto: Martin Damgård

FOA Vendsyssel er kede af den kritik, der er haglet ned over Margrethelund. Arkivfoto: Martin Damgård

Blandt andet fra Ældre Sagen er ord som "omsorgssvigt" og "gruopvækkende" hæftet på nogle af situationerne på Margrethelund. Hanne Christensen føler dog i den forbindelse behov for at understrege, at FOA-medlemmerne utroligt gerne vil yde en god service.

- Jeg tror simpelthen ikke på, at nogle går på arbejde for at være ubehagelige og for ikke at levere en god pleje. Men jeg tror, at når man har travlt, og når der ikke er ressourcer nok, så skal man hele tiden gå på kompromis med dybden i de opgaver, man udfører. Og så kommer det til at virke som om, man ikke er omsorgsfuld og ikke har lyst til sit arbejde - som om man er ligeglad. Og det er man bare ikke.

De pårørendes oplevelser hænger altså for Hanne Christensen direkte sammen med de skrabede ressourcer.

- Det er fordi, man ikke har tiden. Man mangler kolleger, man mangler tid til at være til stede fuldt ud - og måske tage de fem-syv minutter ekstra, der egentlig skal til. Tiden til at være til stede mangler, og derfor kan det komme til at virke som om, at den gode pleje slet ikke er til stede. Og det tror jeg bestemt, den er.

Mange forlader branche

Hanne Christensen kender udmærket til de udfordringer, der har været på Margrethelund.

- Det er ubetinget kommunens største arbejdsplads indenfor ældreomsorg. Og når man har nye strukturer, nye sparekrav, og ikke får tilført penge, så kan det være rigtigt svært for en ledelse at finde sin vej i det. Og der har været skiftende ledere, siger Hanne Christensen, der dog mener, at kursen nu er fornuftig på stedet:

- Jeg ved, at de arbejder intenst på at få ro på, og på at få et sted der er rart at være for alle - både pårørende, beboere og medarbejdere. Det kræver en vældig indsats, men det kræver også, at der bliver tilført ressourcer. For hvis ikke der er økonomi, så er der heller ikke medarbejdere. Så flygter de simpelthen derhen, hvor de kan få en fornuftig løn - og også få mere tid, fordi der er flere kolleger omkring dem.

At arbejdsmiljøet i branchen er presset, det har FOA Vendsyssel kunnet se i lang tid. Blandt andet på antallet af slidte og syge medarbejdere, der forlader faget. Samtidig har det været svært at rekruttere nye.

- Det er 10-15 år siden, vi begyndte at snakke om, at vi ville komme til at mangle mange hænder i fremtiden, siger Hanne Christensen, som altså synes, at politikerne bærer en stor del af ansvaret for situationen:

- Jeg kunne godt ønske mig, at de ville tilføre økonomi til området. At de også turde investere. Det er jo dybt, dybt deprimerende, at man hvert år bliver præsenteret for et sparekatalog. Hvem har lyst til det? Vi har været inde ved benet i lang tid, konstaterer Hanne Christensen.

Vive - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd - lavede i 2019 en undersøgelse af normeringen på danske plejecentre. Den viste, at normeringen i Brønderslev Kommune er dårligere end landsgennemsnittet.

Normering på plejecentre i Brønderslev Kommune

Vive - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd - lavede i 2019 en undersøgelse af normeringen på danske plejecentre. Resultatet var baseret på plejecentrenes egne besvarelser. Resultaterne er et gennemsnit af de plejecentre i de enkelte kommuner, der har svaret. Det nedenstående viser antallet af beboere pr. medarbejder i forhold til den givne vagttype for Brønderslev Kommune. Tallet i parentes er landsgennemsnittet. Normeringerne i Brønderslev er altså generelt lidt dårligere end landsgennemsnittet.

Dagvagt - på hverdage: 3,0 (2,6)

Dagvagt - weekend: 4,5 (4,5)

Aftenvagt - hverdag: 7,8 (6,4)

Aftenvagt - weekend: 7,6 (6,8)

Nattevagt - hverdag: 22,3 (21,5)

Nattevagt - weekend: 22,3 (22,1)

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.