Ulovligt og dyrt for skatteyderne - kommune ramt af flere tyverier af vejskilte
Skilte ved store anlægs-arbejder fjernes også, og det kan få alvorlige konsekvenser - kommune har teori
Opdateret kl. 16:22
Der kan opstå farlige situationer, man kan risikere en fartbøde - og under alle omstændigheder koster det skatteyderne penge.
Det er konsekvensen af et stigende problem, som man har registreret i Brønderslev Kommune.
Her har afdelingen Vej og Park konstateret, at vejskilte forsvinder lidt for ofte - senest i Asaa.
Det er ikke bare ulovligt - det koster også skattekroner hver gang, et skilt skal erstattes.
- Vi har en mistanke om, at det her er noget andet end drengestreger. Priserne på aluminium er blevet højere - og har en højere gensalgsværdi, og tyvene kan afsætte aluminiumsskiltene, også i udlandet. Vi kan se, at flere af skiltene er fjernet med vinkelsliber, så det er ikke en spontan idé opstået på vej hjem fra byen, lyder det fra udvalgsformand Peter Stecher (K), Brønderslev Kommune.
Et skilt koster cirka 1500 kr., oplyser kommunen - og så skal det jo også monteres, hvilket koster mandetimer.
Pengene er én ting, men i nogle situationer kan det også være decideret farligt, når skiltene fjernes:
- I Hjallerup er man i gang med en stor byfornyelse, og her har en entreprenør oplevet, at alle advarselsskilte blev stjålet. Det betyder, at mennesker kan komme rigtig galt afsted og falde i store opgravede huller, man kan køre galt i sin bil og så videre. Og stjæles et byskilt, betyder det i princippet, at man kan drøne gennem byen med for høj hastighed. Så jeg vil kraftigt opfordre vores borgere til at lægge mærke til, om nogle i nattens mulm og mørke har en mistænkelig opførsel ved kommunale skilte og så kontakte myndighederne, siger Peter Stecher.
Sidste år kunne Vej og Park også fortælle i Nordjyske, at bestemte vejskilte havde det med at forsvinde igen og igen - det gjaldt eksempelvis skiltene med vejnavnene Røverstuen (et vejnavn ved Hallund, red.) og Bollegade (syd for Dronninglund).
Skærpende
Tyveri kan ifølge straffeloven straffes med bøde eller fængsel op til et år og seks måneder.
Ved fastsættelsen af straffen kan det dog være en skærpende omstændighed, at tyveriet sker mod vejtekniske foranstaltninger, f.eks. bomme, overvågningskameraer - og ikke mindst vejskilte, påpeger Brønderslev Kommune.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.