Erhverv

Millionopkøb skal sikre Voergaard Slots fremtid

For at sikre borgen opkøber fonden jord, og der er allerede planer for, hvad arealerne skal bruges til

Voergaard Slot er mere end 500 år gammelt.
Voergaard Slot er mere end 500 år gammelt. Arkivfoto: Peter Broen

Opdateret kl. 20:29

Det kræver masser af penge og hårdt arbejde at holde liv i de danske slotte og godser, der ligger drysset rundt i det danske kulturlandskab.

Således også det mere end 500 år gamle Voergaard Slot tæt ved Dronninglund.

Fonden bag renæssanceborgen i det østlige Vendsyssel har netop investeret millioner i at sikre fremtiden for slottet, der gennem sin lange historie har haft så kendte navne som Stygge Krumpen og Ingeborg Skeel i ejerkredsen - og i dag rummer en lang række uerstattelige kunstskatte fra den arv, som den dansk-franske greve Ejnar Oberbech-Clausen bragte med sig hjem til Danmark i midten af 1950'erne efter sit ægteskab med en hovedrig fransk grevinde.

At passe på de kunstskatte og ikke mindst bygningerne er kostbart, og i slutningen af 2022 annoncerede fonden bag slottet en ambitiøs renoveringsplan for slottet til mere end 60 millioner kroner.

Det er for at understøtte de planer, at fonden netop har opkøbt naboejendommen Trangetvej 12 for en pris på 10,6 millioner kroner for de 67 hektar.

Det bekræfter formanden for fonden bag slottet, advokat Anker Laden-Andersen.

- Historisk set har jorden været en afgørende faktor for godser og slotte i Danmark. Det, der bringer et slots eller et gods' overlevelse på sigt i fare, er for lidt jord. Derfor har det længe været en del af strategien for Voergård Slot at købe jord, når muligheden opstår. Jo større areal, desto større afkast. Historisk set har jord understøttet driften af et gods, og den strategi følger vi, forklarer han.

Voergård Slot råder i dag over cirka 400 hektar, men det er langt fra nok til, at driften kan hvile alene på landbruget.

- For at drive et gods udelukkende på jorden skal vi op på det dobbelte areal. Det er ikke realistisk for os, men vi arbejder i stedet med en kombination af aktiviteter, der kan understøtte slottets økonomi, oplyser Anker Laden-Andersen.

Voergaard Slot har i en årrække afviklet publikumstræfferen "Middelalderdage", der har trukket tusinder og atter tusinder til slottet. Arkivfoto: Torben Hansen

Fonden bag Voergård Slot har derfor også planlagt en solcellepark på hele 145 hektar, som ventes at bidrage til fondens indtægter med ca. 2,5 millioner kroner årligt.

Selvom solcelleparken ikke har været uden diskussion i lokalområdet, er den nu en realitet og bliver opført fra 1. juli. Indtægterne herfra bliver en del af slottets langsigtede økonomiske strategi, hvor bæredygtighed og historie går hånd i hånd.

- Den værdi, solcelleparken skaber, bliver i slottet og lokalsamfundet. Vi ønsker ikke kun at skabe indtjening, men også at gøre Voergård til et levende sted, hvor folk kan opleve historie, kultur og natur på én gang, siger Anker Laden-Andersen.

Voergaard Slot
  • Oprindeligt var Voergaard en mindre hovedgård, som i 1518 blev opkøbt af Børglumbispen Niels Stygge og senere styret af hans nevø, Stygge Krumpen.
  • Under Grevens Fejde (1534-1536) blev slottet angrebet af Skipper Clement, men de solide mure stod imod.
  • Efter reformationen blev Voergaard overtaget af Kronen og senere solgt til adelsfamilien Skeel-Banner. Ingeborg Skeel opførte den nuværende renæssancebygning i 1580'erne.
  • I 1600-tallet blev slottet hærget af krige, men kom i 1700-tallet under Reedtz-Thott-slægten, som restaurerede dele af bygningen.
  • I 1800-tallet forbedrede brødrene Steenild landbruget, men solgte ikke jorden fra. Efter flere ejerskifter overtog Peder Brønnum Scavenius slottet i 1872 og gennemførte store restaureringer.
  • Voergaard overgik i 1914 til nevøen og daværende udenrigsminister Erik Julius Christian Scavenius, som dog kun beholdt selve hovedbygningen med have og park, mens jorderne frasolgtes. Hovedbygningen solgte han først videre i 1946 til Poul Einar Rützebeck, som også genopkøbte den gamle avlsgård Pulsgaarden.
  • I dag ejes Voergaard af en fond, og slottet er åbent for offentligheden med rundvisninger og årlige middelalderdage.
Kilde: Danske Herregårde
Fondsformand Anker Laden-Andersen (tv.) kunne i 2018 glæde sig over, at slottet blev kåret som landets smukkeste herregård.  Arkivfoto: Peter Broen

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden