Frederikshavn

Broholm: Vælgerne har altid ret

Anders Broholm er ny leder i Venstre og overrasker ved at vælge formandspost i kultur- og fritidsudvalg

- Jeg valgte selv kultur- og fritid. Det er det, jeg brænder mest for, siger Anders Broholm. På billedet her ses Venstres nye frontfigur sammen med Venstres Henrik Buchhave og SF’s Christina Lykke Eriksen. Foto: Kim Dahl Hansen
- Jeg valgte selv kultur- og fritid. Det er det, jeg brænder mest for, siger Anders Broholm. På billedet her ses Venstres nye frontfigur sammen med Venstres Henrik Buchhave og SF’s Christina Lykke Eriksen. Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

Opdateret kl. 12:42

FREDERIKSHAVN: Anders Broholm overtager posten som gruppeformand for Venstres byrådsgruppe, der skrumpede fra 10 til seks mandater ved valget i tirsdags.

Den 33-årige gymnasielærer har været med i byrådet siden 2006 og har desuden siddet i regionsrådet fra 2006-2009 og været stedfortræder i Folketinget og er den mest erfarne af Venstres seks byrådsmedlemmer.

Samtidig får Anders Broholm formandsposten i kultur- og fritidsudvalget (KFU), mens Mette Hardam (V) bliver formand for plan- og miljøudvalget (PMU).

Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

Bløde og hårde udvalg...

Den onde version, er at Socialdemokraterne ser Anders Broholm, som Venstres nye spidskandidat og derfor gav Venstre "balladeudvalget" PMU - og Broholms valg af KFU har rejst en kritik, der minder om Alternativet i København, der kritiseres for at vælge "en blød kulturborgmesterpost" i stedet for at tage ansvar og gøre en forskel inden for beskæftigelse og integration.

Det afviser Anders Broholm med et bredt smil:

- Jeg valgte kultur- og fritid. Det er det, jeg brænder mest for, og jeg er ikke enig i, at KFU er et blødere og lettere udvalg. Der er mange udfordringer og nok at tage fat på. 25-års reglen, tilskudsordningen og harmonisering af hallerne for eksempel, siger Anders Broholm.

Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

Svær balancegang

Som ny gruppeformand er det ham, der tegner Venstres politik, men om han også er partiets nye spidskandidat, lykkes det ikke at vride ud af den (relativt) unge og meget erfarne politiker.

- Det tager organisationen og baglandet stilling til på et opstillingsmøde om et par år. Selv har jeg ikke taget stilling til det, lyder politikersvaret.

- Her og nu handler det om, at få Venstre tilbage på ret køl med en mindre gruppe. Det bliver en noget anderledes opgave over for 18 socialdemokrater. Vi har sagt tydeligt, at vi ønsker et samarbejde. Det er det, der tjener kommunen bedst, og det står vi ved. Selv om alle kan se, at det har tjent borgmesterens parti bedst.

- Vi kommer ikke til at opføre os som Socialdemokraterne gjorde, da de var i opposition, men vi er selvfølgelig nødt til at fortælle, hvad der er Venstres politik. Det bliver en balancegang at være både regering og opposition på en gang.

I Venstres strategigruppe har han sammen med Henrik Buchhave, Jytte Høyrup og Lisbeth Erlandsson ansvaret for Venstres valgkamp, og de mødes nu for at evaluere, hvad der gik galt.

Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

- Absolut flertal ikke sundt

- Jeg vil ikke klandre Jytte (Høyrup, red.). Hun var den eneste, der stillede op som spidskandidat i Venstre, og alle vidste, at det ville blive svært. Internt kender vi Jytte kvaliteter, men det lykkedes ikke at overbevise vælgerne. Og vælgerne har altid ret. Sådan er det. Jeg deltager ikke i noget hylekor eller tudekor. Vi må kigge indad og blive skarpere til at vise, hvad Venstre står for. Venstre har været en endog meget loyal samarbejdspartner og har taget ansvar for økonomien og de opgaver, vi har haft, men spillereglerne i byrådet er ændret markant.

- Personligt tror jeg ikke, at det er sundt, når ét parti har absolut flertal, og mange af dem, der stemte på Birgit har måske ikke tænkt over, at resultatet blev et byråd med næsten to tredjedele socialdemokrater, siger Anders Broholm.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden